Tale- hørekonsulenter med ledelsesbeføjelser

Vedtægter

København, 2010
- vedtægterne er godkendt på HB-møde 2. december 2010

Vedtægter for faglig klub for tale/hørekonsulenter med ledelsesbeføjelser

§ 1

Faglig klub omfatter medlemmer, der er tale/hørekonsulenter med ledelsesbeføjelser og omfattet af Overenskomst for ledere m.fl. inden for undervisningsområdet.

§ 2

Klubben har til formål at skabe et forum for drøftelse af løn- og arbejdsvilkår, ledelsesmæssige forhold og faglighed for derigennem at styrke medlemmernes fagpolitiske identitet.

Stk. 2

Klubben er undergivet de for Skolelederforeningen gældende vedtægter.

§ 3

Klubben afholder møde, når formanden anser det for nødvendigt, eller når mindst 1/4 af klubbens medlemmer skriftligt over for formanden fremsætter motiveret krav derom. Mødet skal da afholdes senest 10 hverdage dage efter, at begæringen er fremsat.

§ 4

Klubben indkaldes til møde pr. mail med mindst 3 ugers varsel og med angivelse af foreløbig dagsorden

Stk. 2

Sager, der ønskes behandlet, skal anmeldes skriftligt til formanden eller næstformanden i så god tid, at de kan meddeles på den endelige dagsorden, der af formanden skal offentliggøres senest 3 hverdage før mødet.

Stk. 3

Forslag til skriftligt formulerede udtalelser offentliggøres i almindelighed sammen med den endelige dagsorden.

Stk. 4

I særlige tilfælde kan formanden fravige indkaldelsesfristen.

§ 5

Klubben er beslutningsdygtig, når den er lovligt indkaldt, jf. § 4.

§ 6

Klubbens møder ledes af formand/næstformand eller en valgt dirigent.

Stk. 2

Ved afstemninger gælder almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed foretages ny afstemning. Står stemmerne derefter lige, bortfalder forslaget.

Stk. 3

Ved alle personvalg foretages der skriftlig afstemning. I andre tilfælde skal der foretages skriftlig afstemning, såfremt ét medlem begærer det.

Stk. 4

Kun deltagere i mødet kan afgive stemme.

Stk. 5

Forslag /udtalelser, vedtaget af klubben, der videresendes til behandling af/orientering for andre, underskrives af formanden med angivelse af datoen for mødets afholdelse og tilstilles Skolelederforeningens hovedbestyrelse.

§ 7

Næstformanden - eller en på mødet valgt referent - fører et beslutningsreferat over forhandlingerne. Ethvert mindretal har ret til at få sin afvigende mening tilført referatet i kort form.

Referatet skal foreligge senest 5 hverdage efter mødet.

Evt. indsigelser mod referatets rigtighed må ske skriftligt inden 5 hverdage efter dets færdiggørelse.

Såfremt ingen indsigelser er rejst inden fristens udløb, underskrives referatet af formand / næstformand (eller referenten) samt mødets dirigent.

Referatet tilsendes Skolelederforeningens hovedbestyrelse til orientering.

§ 8

Ved personvalg, hvor der skal vælges 1 person, gælder følgende regler:

Hvis der er opstillet mere end 2 kandidater, og ingen af dem ved afstemningen opnår mindst halvdelen af de afgivne stemmer, skal der finde omvalg sted. Opnår heller ingen ved denne afstemning over halvdelen af stemmerne, foretages bundet omvalg mellem de to, der ved anden afstemning opnåede de højeste stemmetal.

Står stemmerne lige ved anden afstemning, afgøres det ved lodtrækning, hvilke to kandidater, der kan stemmes på ved det bundne valg.

Ligeledes afgør lodtrækning valget, når stemmerne står lige ved de bundne valg.

Stk. 2

Ved personvalg, hvor der skal vælges mere end 1 person, gælder følgende:

De kandidater, der opnår flest stemmer, er valgt.

Ved stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning mellem de personer, der har lige mange stemmer.

§ 9

Formand / næstformand og mindst 2 bestyrelsesmedlemmer vælges på klubgeneralforsamling 1 kvartal i lige år.

Stk.2

Valgresultatet indberettes straks til Skolelederforeningen.

§ 10

Formand / næstformand har ansvaret for formidling af meddelelser fra klubben til Skolelederforeningen.

§ 11

Klubbens økonomi fastsættes hvert år på Skolelederforeningens ordinære repræsentantskabsmøde.

Stk. 2

Beløbet anvendes til medlemsaktiviteter, evt. refusion af formandens udgifter og i forbindelse med afholdelse af møder i klubben.

§ 12

Disse vedtægter er vedtaget den 22.11.10 og træder i kraft, når de er godkendt af Skolelederforeningens Hovedbestyrelse. Vedtægterne er gældende indtil en ny er vedtaget af klubben og godkendt af Hovedbestyrelsen.

Stk. 2

Uenighed om fortolkning af vedtægterne forelægges Skolelederforeningens hovedbestyrelse til endelig afgørelse.