Oktober 2020
Danmarks Lærerforening, BUPL, Skolelederforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen og KL takker for muligheden for at afgive et høringssvar vedrørende evalueringen af antimobbebestemmelser og Den Nationale Klageinstans mod Mobning.
Børns trivsel i et sundt og inkluderende læringsmiljø fri for mobning er et helt centralt mål for alle skoler. Alle professionelle i og omkring skolen arbejder aktivt for at fremme dette mål. Danmarks Lærerforening, BUPL, Skolederforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen og KL er enige med regeringen og det politiske flertal i, at trivsel og antimobning er områder, der fortsat skal prioriteres. Heldigvis ser vi f.eks. i Skolebørnsundersøgelsen, at antallet af børn der oplever mobning eller lignende, og børn der deltager i mobning, er faldende.
Parterne vil gerne pege på at skolerne allerede håndtere problemer med trivsel på mange forskellige og effektive måder. I de tre år ordningen har fungeret, er der faldet afgørelse i 39 sager, svarende til ca. 3 pct. af landets skoler. 16 sager er endt med et påbud fra den nationale klageinstans, svarende til ca. 1,5 pct. af skolerne.
Vi håber, at ministeren så hurtigt som muligt vil invitere parterne, til at indgå i det videre arbejde med at revidere systemet, så håndteringen af børns oplevede mistrivsel fremover kommer i centrum. Det gør vi bedst ved at understøtte processer, der giver børn, forældre og skoler muligheder for at få adgang til seneste viden, samt mulighed for sparring og mediering, når behovet opstår. Det er ofte for sent, når bureaukratiske tunge processer har fjernet fokus fra konstruktive fremadrettede indsatser. Bestemmelserne bør revideres, så det styrker de mange gode indsatser, der allerede iværksættes. Skolerne bør have adgang til og sparring med den seneste nye viden på området. Vi ønsker procedure, der imødekommer elevers mistrivsel, før der overhovedet er grund til at tale om mobning eller lignende.
Evalueringen af antimobbebestemmelserne viser, at den klagemulighed, som er et af omdrejningspunkterne, skaber en opdeling, som er kunstig i forhold til skolernes praksis. Der gælder to forskellige procedurer, alt efter om de involverede parter vurderer, at der har fundet mobning eller lignende sted. Håndteringen af en situation, hvor et barn eller en gruppe børn er i mistrivsel, risikerer derfor at blive afsporet af drøftelser om begreber.
Epinions undersøgelse viser, at der er uklarhed om formuleringen ”mobning eller lignende” (p. 38). Samtidig er der uklarhed ift., hvad der skal ske, hvis barn, forældre og skole ikke er enige om, der er tale om ”mobning eller lignende”. Undersøgelsen konkluderer, at debatten mellem skole og forældre om, hvorvidt der er tale om ”mobning eller lignende”, til tider kan fylde så meget, at det skygger for, at skolen faktisk iværksætter gode og relevante indsatser undervejs (p. 45).
I praksis er indsatsen for at forbedre et barns trivsel og understøtte det stærke børnefællesskab i en klasse et kontinuum. Antimobbebestemmelserne skaber et kunstigt behov for at afklare begreber og ændre rammerne for indsatserne undervejs. Om der er tale om mobning eller lignende eller ej, kan revideres som følge af allerede igangsatte indsatser som et led i en undersøgelsesfase. For at leve op til bestemmelserne skal de involverede parter undervejs konstant forholde sig til, om der er tale om mobning eller lignende. Reglerne foreskriver, at hvis det vurderes, at det drejer sig om mobning eller lignende skal sagen håndteres ud fra traditionelle forvaltningsretlige traditioner.
Mange af de forhold som rapporten udpeger som udfordringer i skolers håndtering, bunder i denne kunstige opdeling. Blandt andet viser undersøgelsen, at sagsbehandlingen i den nationale klageinstans mod mobning udfordres af manglende skriftlig dokumentation. En dokumentation som består af antimobbestrategier, handlingsplaner, korrespondancer mellem forældre, pædagoger, lærere, ledere, samt notater, klasselogs, trivselsundersøgelser og andet. (p. 14)
Undersøgelsen peger på, at der er en bred enighed blandt de fagprofessionelle om, at mobning kun kan håndteres ud fra et fællesskabsorienteret mobbesyn. Undersøgelsen viser samtidig, at der i praksis er en uklarhed mellem forældre og skolen om, hvad der er årsagerne til mobning eller lignende. Fagprofessionelle identificerer manglende sammenhold og tolerance i en klasse som de hyppigste årsager til mobning. Forældre identificerer ligeledes manglende sammenhold og tolerance, men også manglende opdragelse hjemmefra og aggressive børns trang til at dominere andre som hyppige årsager til mobning. Dette har ifølge undersøgelsen betydning for forældrenes opfattelse af, at deres barns udfordringer ikke bliver taget alvorligt. (p. 49)
For os at se har evalueringens undersøgelsesområde den konsekvens, at omstændighederne omkring børns mistrivsel bliver for unuanceret. De sager, hvor børns mistrivsel bunder i manglende sociale relationer i fritidslivet, internetbaseret mobning eller relationelle forhold i hjemmet, fremgår ikke af denne undersøgelse. De børn kan hjælpes af en målrettet tværprofessionel indsats og et tæt samarbejde mellem alle parter og særligt med barnets forældre.
Vi vil afslutningsvis gerne påpege, at vi oplever en uheldig slagside i de data, som den kvalitative del af undersøgelsen behandler. Ved udelukkende at lave opfølgende interviews baseret på klagesager illustrerer undersøgelsen ikke de tilfælde af mobning eller lignende, som er blevet håndteret i et frugtbart samarbejde mellem, børn, forældre og skolen.