Folkemøde 2019 : Tal folkeskolen op!

På Folkemøde talte vi i Skolelederforeningen igen i år folkeskolens, skoleledelsens og elevernes sag!
Claus Hjortdal og Dorte Andreas deltog i ialt 14 debatter om børn, unge, skole, uddannelse og samfund.
Under overskriften "Folkeskolen - Danmarks vigtigste fællesskab" understregede vi sammen med parterne bag "Folkeskolen. Vores. Hele livet" i en fælles debat, hvorfor vi har brug for en folkeskole til at samle os på tværs af sociale skel, holdninger, etnicitet og meget andet.
I skolelederforeningen havde vi inviteret tre af landets borgmestre til at debattere, hvad folkeskolen betyder for den lokale sammenhængskraft.

Tak til alle, der deltog i vores debatter - tak for lån af teltplads - og tak for invitationerne til de mange spændende og opbyggende debatter, vi deltog i.

Foto: Henrik Sloth, Skolelederforeningen.


Folkeskolen er Danmarks vigtigste fællesskab. Hvad betyder folkeskolen for sammenhængskraften i vores samfund - både lokalt samt i det brede perspektiv? Det blev diskuteret livligt, da parterne bag "Folkeskolen. Vores. Hele livet" bød op til debat i KL's telt. Rigtig mange var mødt frem for at deltage i debatten, som moderator, Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør på Politiken, kaldte "Folkemødets vigtigste debat".

 


Panel: Mona Striib, formand FOA, Emil Rigstad, folkeskoleelev på Bornholm, Maria Blankensteiner, formand Brug Folkeskolen, samt Thomas Adelskov, borgmester Odsherred Kommune. Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør på Politiken, var moderator i den fælles debat, hvor også formænd, næstformænd og repræsentanter fra parterne bag "Folkeskolen. Vores. Hele livet"  (BUPL, BUPL's Lederforening, Børne- og Kulturchefforeningen, Danske Skoleelever, Danmarks Lærerforening, Kommunernes Landsforening, Skole & Forældre, samt Skolelederforeningen) deltog som reflektanter.


"Tal folkeskolen op", opfordrede Claus Hjortdal, formand Skolelederforeningen. "Vi har en rigtig god folkeskolen, men folkeskolen er sårbar - blandt andet er skolen sårbar overfor de negative fortællinger, der er om folkeskolen."

 


#fremtidenssuperlærere var også mødt frem til debatten blandt andet med et budskab om, at de "får for lidt undervisning og praktik". "Lav en ordentlig læreruddannelse, vi vil så gerne gøre det godt, når vi skal ud for at undervise," lød budskabet.
"Vi får til gengæld alt for meget indblanding, alt for megen styring og alt for meget generalisering," lød det fra en skoleleder, som overværede debatten.

 


Emil Rigstad, folkeskoleelev på Hans Rømer-Skolen på Bornholm, repræsenterede eleverne. På trods af at han har 20 km til skole, holder han fast i folkeskolen. "For mig er folkeskolen et tilvalg, ikke et fravalg. Det er positivt, at vi som elever har forskellig baggrund - nogle har forældre, som er sygeplejersker, lærere eller landmænd."

 


Folkeskolen som samlingspunkt - fakta eller fatamorgana? Det havde vi inviteret de tre borgmestre Christina K. Hansen, Holbæk, Jens Ive Rudersdal, samt Tonni Hansen, Langeland, til at give deres lokale bud på. "Den danske folkeskole kitter os sammen," sagde Jens Ive. "Folkeskolen gør, at vi har et fælles udgangspunkt, at vi lærer at tage hånd om hinanden, at vi lære at forstå samfundsstrukturen og meget mere," sagde Jens Ive, som kom med en opfordring til politikerne på Christiansborg om give mere frihed til skolerne og skoleledelserne.
Debatten blev afholdt i Det Kriminalpræventive Råds telt.

 


"Folkeskolen leverer et godt grundprodukt. Hvordan sikrer vi, at folkeskolen rummer alle elever - både de, der er udfordret fagligt samt de, der har meget nemt ved det faglige", lød et af spørgsmålene fra tilskuerne.

"Her skal vi politisk ikke blandt os alt for meget. Vi skal huske ledelsen, og der skal efteruddannelse til, så skolen kan rumme alle børn," sagde Christina K. Hansen, borgmester, Holbæk.

Stolthed, fællesskab og ambitioner!
Det skal der til for at tale folkeskolen op, blev de tre borgmestre, Christina K. Hansen, Holbæk, Jens Ive, Rudersdal og Tonni Hansen Langeland, enige om.
Tak til Det Kriminalpræventive Råd for at lade os afholde debatten i deres telt.

 


Foreningen Brug Folkeskolen var igen i år med til at tale folkeskolen op på årets folkemøde. Her sekretariatschef Marianne Kjær.