Årsmøde: Hjernetræning fra normal til genial

Hvordan opnår man de bedst mulige resultater med sine elever? Og hvad er drivkraften for, at eleverne kan blive dygtigere. Troels W. Kjær, overlæge og hjerneforsker, beskrev på foreningens årsmøde, hvordan hjernen kan forandres gennem træning.

Troelskjaer1redDen opmuntrende besked er, at hjernen kan trænes skarpere.

"Studier viser, at vi faktisk kan tage et ansvar for vores hjerne. Vi kan ikke alle blive geniale, men vi har et potentiale for at træne vores hjerne og de sorte huller, vi hver især har i hjernen. Har en elev f.eks. svært ved tal og matematik, kan det trænes," forklarede Troels W. Kjær.

Han beskæftiger sig med målinger i hjernen og har sammen med skuespilleren Mikael Birkkjær skrevet bogen 'Knivskarp – fra normal til genial'. I bogen beskrives, at man kan forandre hjernen gennem træning. Bedre hukommelse, stærkere koncentrationsevne og et større overblik kan f.eks. opnås.

Hjernen er plastisk

Hjerneforskeren forklarede om hjernens opbygning og evne til at styrke vores tanke- og handlemønstre.

"Hjerne er plastisk, og den kan ændres og udevide sig. Derfor er vi i stand til at gøre den stærkere og bedre."

Belønningssystemet i hjernen afgør den måde, vi agerer på. En del af belønningssystemet handler om at undgå situationer, hvor man bliver skræmt. Også det fysiske aspekt er vigtigt for hjernetræningen.

"Fysisk træning og hjernetræning går hånd i hånd. Vi indlærer bedst efter 20 minutters moderat fysisk aktivitet," fortalte hjerneforskeren.

Træning af social opmærksomhed

Man kan også med øvelser træne nogle af de ting, der indgår i empati, f.eks. det at være opmærksom på andre menneskers følelser.

Strategien i Knivskarp:

* Identificer de sorte huller i hjernen
* Lav en træningsbane
* Mål på ukendte test
* Kortsigtede strategier
* Ubevidst indlæring
* Kognitiv træning

Foto: Simon Jeppesen