Budgetter: Skoler i Odense råber op

Skolebestyrelserne i Odense har skrevet til byrådet for at udtrykke bekymring for skoleudviklingen i kommunen, og flere skolebestyrelser har nægtet at godkende skolens budget for næste skoleår. 'Stramme budgetter presser skolerne', siger Claus Hjortdal. 


Samtlige skolebestyrelser i Odense er så bekymrede for, om de med næste års budgetter er i stand til at drive skole i henhold til folkeskoleloven, at de har sendt et åbent brev til kommunens politikere. 

pengeredSamtidig har flere skolebestyrelser afvist at godkende skolens budget for næste år med den begrundelse, at de med budgettet ikke kan tage ansvar for at give eleverne den rette uddannelse med så få midler, skriver Fyens Stiftstidende.

I brevet, som er underskrevet 'Skolebestyrelserne i Odense Kommune', står der blandt andet:

'Da pengene til vikarer er blevet voldsomt reduceret - på flere skoler med op til 66 % - betyder det, at det oftest er umuligt at betale den nødvendige vikardækning. Vi har på mange af skolerne i Odense oplevet et stigende behov for vikardækning grundet krav om opkvalificering og efter/videreuddannelse af personalet samt afvikling af seniordage og 6. ferieuge mm.'

Foruden manglende ressourcer til vikardækning går bekymringen generelt på, at det er svært at drive skole for det afsatte budget.

"Når budgettet er stramt, samtidig med at den nye folkeskolereform har givet skolerne flere opgaver, så presser det skolerne. Der er sat 1. mia. kroner af til at videre- og efteruddanne lærere og pædagoger i tråd med reformens opgaver, derfor er det uansvarligt, hvis der f.eks. skæres i budgettet til vikardækning", siger Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal.

Ifølge tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet brugte Odense ca. 48.000 kroner per skoleelev i 2014. Til sammenligning brugte byer som København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Randers mellem 63.000 og 67.000 kroner per skoleelev.

"Det er bekymrende, når udgiften per skoleelev nu er så lav, at skolebestyrelserne føler sig nødsaget til at advare om, at det kan gå ud over kvaliteten i undervisningen. Vi vil opfodre til en grundig dialog om de økonomiske rammer mellem byråd og skolebestyrelser," siger Claus Hjortdal.

Kilder: Fyens Stiftstidende, TV2 Fyn, dr.dk/p4fyn

Foto: Colourbox.dk