En fortsat stærk, attraktiv og synlig forening

'Vi skal styrke sammenhængskraften og tilpasse organisationsstrukturen'. Sådan lød det på Skolelederforeningens ekstraordinære repræsentantskabsmøde i dag (21. oktober 2015), da Hovedbestyrelsen orienterede om foreningens ramme, udfordringer og fremtid 

 

Repraesentantskabsmoede4red

For at sikre, at foreningen også fremover fremstår stærk, attraktiv og synlig, har Skolelederforeningens Hovedbestyrelse i den seneste tid haft særligt fokus på foreningens fremtid. 

"Der er en bevægelse lige nu, hvor der bliver færre ledere i folkeskolen og dermed et fald i kontingentindtægter. Samtidig er der nye lokale udfordringer, blandt andet med strukturændringer og med kommuner, som er trængt på økonomien, og det udfordrer sammenhængskraften i foreningen," sagde Claus Hjortdal, foreningens formand.

Styrket sammenhængskraft

I fremtiden vil Hovedbestyrelsen have særligt fokus på at fastholde og styrke sammenhængskraften i foreningen:

"Det er væsentligt, at information om lokale forhold kan spredes til hovedforeningen og omvendt. Dertil er det vigtigt at styrke de lokale led, så der sikres resultater til gavn for skole og ledelse, " sagde Claus Hjortdal.

I den forbindelse havde hovedbestyrelsen bl.a. foreslået at ændre antallet af menige HB-medlemmer fra 8-6 samt en reduktion af de lokale midler. Forslagene skulle besluttes af repræsentantskabet senere samme dag.

Derudover vil hovedbestyrelsen redefinere næstformandens rolle, så der er større fokus på at støtte de lokale led, ligesom man vil styrke sammenhængskraften med regionale møder, en understøttelse af netværk og ved i højere grad at knytte Hovedbestyrelsen til de regionale netværk. Der er også forslag om at afholde regionale netværksmøder i forbindelse med repræsentantskabsmøde/formandsmøder. Repraesentantskabsmoede5red

Nye initiativer

På sekretariatsniveau styrkes konsulentkorpset med fokus på det lokale led og TR-arbejdet. Således vil der blive udviklet en ny, stærkere TR-uddannelse. Det vil i højere grad sikres, at det regionale/lokale niveau kan få den konsulentbistand, der er behov for, og der vil blive arbejdet på at styrke den regionale/lokale slagkraft i forhandlinger og strategiske kommunikation.

Sidste år satte Hovedbestyrelsen gang i projektet 'Kvalitet i skoleledelse'. Det har resulteret i politikpapiret 'Kvalitet i skoleledelse' samt i 'Drejebog til lokale vilkårs- og lønforhandlinger', som er et forslag til en handlingsplan for de lokale bestyrelser. Handlingsplanen rummer også en spørgeskemaundersøgelse, som kan bruges til at afdække skoleledernes oplevelse af deres arbejds- og ledelsesvilkår. Repraesentantskabsmoede3red

Læs politikpapir
Læs 'Drejebog til lokale vilkårs- og lønforhandlinger'

Økonomi
På baggrund af Hovedbestyrelsens foreslåede ændringer, gennemgik Jørgen Mandrup, foreningens næstformand, det forventede budget for 2016. Det viser et overskud på ca. en halv million kr.