Færre HB-medlemmer fra næste valgperiode

På Skolelederforeningens ekstraordinære repræsentantskabsmøde i Aarhus i dag blev det besluttet at skære antallet af menige HB-medlemmer fra 8 til 6. De lokale midler bliver også beskåret afstemning


Med Mariann Skovgaard, sekretariatschef i LC, som kyndig dirigent skulle foreningens højeste myndighed repræsentantskabet drøfte en ændring af foreningens organisatoriske opbygning.

Hovedbestyrelsen havde foreslået en reduktion af antallet af medlemmer i HB med virkning for den toårige periode efter næste HB-valg, der finder sted på det ordinære repræsentantskabsmøde i slutningen af marts 2016. Desuden havde HB foreslået en ændring i fordelingen af resurser centralt/decentralt – dette med virkning fra årsskiftet.

Når dette møde var ekstraordinært med en mindre, men til gengæld ganske kontant dagsorden, var det netop for, at ændringerne kunne være klar i god tid, inden de bliver en realitet. Men forinden skulle de altså lige vedtages.

Central-decentral muskelkraft

Konkret havde hovedbestyrelsen foreslået at skære foreningens HB med to medlemmer, så HB fra næste HB-valg vil bestå af 6 frem for nu 8 menige medlemmer. Det blev motiveret af formanden Claus Hjortdal primært med henvisning til, at den økonomiske konsekvens er en besparelse på knapt 400.000 kr. årligt.

Han betonede, at der ikke er tale om en ren spareøvelse – de frigjorte midler skal bruges til at styrke sammenhængen mellem foreningens centrale og decentrale led ved at øge de fælles netværks- og mødeaktiviteter samt centralt og sekretariatet skal i øget grad understøtte det lokale arbejde med at sikre medlemmernes arbejds- og ledelsesvilkår bedst muligt.

Hovedbestyrelsens forslag om at gå fra 8 til 6 medlemmer blev imidlertid suppleret af et ændringsforslag til dette fra det 'nordjyske formandsnetværk', der lå på linje med HB's forslag, hvad angår det fremtidige antal medlemmer i HB og med ungefær samme besparelse som det oprindelige forslag, men ellers var mere vidtrækkende med hensyn til valget af disse. Repraesentantskabsmoede7red

Således foreslog nordjyderne, at kun foreningens formand og næstformand som nu vælges på repræsentantskabsmødet, mens de øvrige 6 HB-bestyrelsesmedlemmer fremover vælges i 6 regioner. Og Peter Hansen, formand for Rebild Skolelederforening fremlagde forslaget på vegne af nordjyderne:

"Vi har brug for en forening, der arbejder fremadrettet og bliver bedre til at løse kommende opgaver. Der er fortsat brug for et stærkt formandskab, og der er også brug for, at vi har en forening, der er tæt på medlemmerne og ved, hvad der foregår", sagde han.

Det var baggrunden for, at nordjyderne foreslog, at 6 HB-medlemmer fremover er regionalt valgte med særligt kendskab til egen region og tættere kontakt til regionens lokale formænd, og som også kan sikre, at foreningen centralt får en større viden og føling med, hvad der foregår regionalt/lokalt.

"Vi vil få større muskelkraft ved at få nogle regionsformænd, der i højere grad kan løfte den opgave, vi har svært ved lokalt, med at forfølge foreningens politik, og samtidig vil de lokale formænd stå stærkere, fordi de har et bestyrelsesmedlem tæt på", sagde Peter Hansen.

Begge HB's forslag stemt hjem

En række talere bakkede op om intentionerne i det nordjyske forslag, der blev kaldt ambitiøst, men der var også over en bred kam betænkninger, ved at der med den foreslåede valgmetode kan opstå for store geografiske enheder, og at det kan virke polariserende frem for at styrke sammenhængskraften.

Efter debatten stod det klart, at flertallet alene foretrak hovedbestyrelsens forslag om at reducere antallet i HB med 2 medlemmer. Dette blev derpå stemt hjem med kun en stemme imod og dermed med komfortabelt mere end det 2/3-dels flertal i repræsentantskabet, der var nødvendigt, idet forslaget indebærer ændringer af foreningens vedtægter.

Vedtægtsændringer indebar næste forslag fra HB ikke - det kunne vedtages med almindeligt flertal. Forslaget blev motiveret af formanden og handlede igen grundlæggende om at sikre en mere systematisk fremtidig decentral konsulentbistand at frigøre midler i omegnen af 400.000 kr./år fremover til ved at reducere midlerne til de lokale afdelinger i forhold til nu.

Nogle talere fandt, at det var et dårligt signal at ville spare på det lokale arbejde, også selv om det hedder sig, at det vil blive styrket. Der blev også peget på, at foreningens særlige faglige lederklubber kan blive uhensigtsmæssigt ramt. Sidstnævnte tilkendegav foreningens næstformand, at det vil HB være opmærksom på.

Men i de fleste indlæg stod det klart, at ændringen var så mindelig, at de kunne støtte HB-forslaget, der blev stemt hjem med tre stemmer imod. Med dette og ændringen af HB's sammensætning Således er vejen nu organisatorisk brolagt mod en styrket forening centralt og decentralt.