Finanslov 2016 på plads med besparelser

I forbindelse med finanslovsforliget 2016 lægges den offentlige sektor, herunder skoler, gymnasier og læreruddannelser m.m., under pres. Omvendt forhøjes tilskuddet til frie grundskoler finanslovred

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har indgået forlig om finansloven for 2016, der bl.a. rammer kommunernes økonomi.

Det sker ikke mindst gennem det såkaldte omprioriteringsbidrag: I 2016 svarende til en reduktion af det kommunale serviceniveau med ½ pct. pr. år og i 2017, 2018 og 2019 med 1 pct. pr. år.

Politiet er i denne ombæring de store vindere med en forøgelse af budgettet på 900 mio. Desuden allokeres ca. en ekstra mia. til ældre og sundhed. 1,1 mia. kr. bliver der til skatte- og afgiftslettelser til virksomheder, boligejere og bilejere.

Finanslovsforliget betyder, at tilskuddet til de frie grundskoler (koblingsprocenten) hæves fra 71 pct. til 73 pct. Altså stiger tilskuddet til de frie skoler med to procentpoint, og samtidig bliver der åbnet for, at folkeskoler kan drives som selvejende institutioner med større frihed end i dag.

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, er bekymret over, at det økonomiske pres på bl.a. skoler ser ud til at fortsætte med uformindsket styrke – oveni, at der over de seneste 6 år er forsvundet 1/6 af alle skolelederne samt lærere og pædagoger, samtidig med, at der er indført reform, nye arbejdstid, inklusion og en række nye ledelsesopgaver.

Han undrer sig også over, at regeringen og forligspartierne alene prioriterer friskoleområdet, mens folkeskoleområdet må holde for med nye besparelser.

”Der er tale om et så markant fald i antallet af ledere og medarbejdere i folkeskolen, at det ikke er plads til yderligere at skære. Hvis ikke der er ledelseskraft og bemanding nok til et arbejde, der er væsentligt forøget med reformen, nye måder at tilrettelægge arbejdstiden og inklusionsopgaven, får folkeskolen ikke det kvalitetsløft, der ønskes”, siger Claus Hjortdal.

Læs mere om finansloven på Finansministeriets hjemmeside www.fm.dk

Foto: colourbox.dk