Indsats skal styrke børn og unges trivsel og læring

Sex & Samfund er klar med projektet 'Destination Trivsel', der skal fremme børn og unges trivsel, livskvalitet og læring. Projektet vil fra næste år henvende sig til skoler og forældre over hele landetdestinationtrivselred


Med Destination Trivsel skal skoler over hele landet tilbydes værktøjer til arbejdet med at styrke børn og unges positive selvopfattelse, trivsel og livskvalitet.

Sex & Samfund er, sammen med Skolelederforeningen og en række andre interessenter, i gang med at udvikle den landdækkende skole- og forældreindsats, der blandt andet skal tilbyde helt nye undervisningsforløb til dansk, historie, samfundsfag, billedkunst og idræt.

"Det er et spændende projekt, hvor skolerne kan arbejde med trivsel via den obligatoriske undervisning i fagene. Projektets mål er at styrke rummeligheden i børnefællesskaber samt ruste børn og unge til at passe godt på sig selv og hinanden. Det vil fremme inklusion og forebygger mobning", siger Jørgen Mandrup Nielsen, Skolelederforeningens næstformand.

Forløb og materialer tager udgangspunkt i de fem temaer sprog, normer & mangfoldighed, krop & bevægelse, ensomhed og sociale medier.

Alle undervisningsforløb og materialer i Destination Trivsel tager udgangspunkt i og lever op til de obligatoriske krav og rammer til fagene (Fælles Mål).

FAKTA:

Undervisningsmaterialerne udkommer maj 2016 i en pilotudgave, som distribueres til folkeskoler over hele landet. En række skoler i Aalborg, Holstebro, Aarhus og Københavns Kommune skal derefter afprøve og evaluere materialerne. De endelige materialer udkommer maj 2017.

Sex & Samfund er initiativtager til partnerskabet bag Destination Trivsel, der finansieres af en treårig bevilling fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Partnerskabet består ud over Sex & Samfund og Skolelederforeningen af Skole & Forældre, Danske Skoleelever, Call me/Tal ordentligt, Aalborg Kommune, Aarhus Kommune, Holstebro Kommune og Københavns Kommune.

Læs mere