Inspiration og vejledning: Lektiehjælp og faglig fordybelse

Inspiration og vejledning til arbejdet med nye regler om lektiehjælp og faglig fordybelse

 

Lektiehjælp og faglig fordybelse er fra skoleårets begyndelse en del af den samlede skoledag for alle elever i folkeskolen. Alle skoler og kommuner modtager i dag inspirations- og vejledningsmateriale som hjælp til arbejdet pjecelektiehjaelpred


1. august 2015 trådte nye regler om lektiehjælp og faglig fordybelse i kraft. Med dem får hver enkelt skole mulighed for at organisere skoledagen, så det passer bedst for eleverne på den enkelte skole. Der er ikke længere krav om, at lektiehjælp og faglig fordybelse skal foregå i et vist antal timer, eller at det skal placeres som en særskilt blok i ydertimerne om eftermiddagen.

Som hjælp til kommuners og skolers videre arbejde med at sikre, at alle elever får noget ud af lektiehjælpen og den faglige fordybelse, har Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling fået udarbejdet et inspirations- og vejledningsmateriale.

Materialet består af en vejledningspjece, der sendes ud til alle kommuner og skoler. Pjecen suppleres med målgrupperettet inspirations- og vejledningsmateriale på Danmarks Læringsportal – emu.dk. Materialet forklarer de nye regler og giver med afsæt i den mest aktuelle viden og praksis vejledning om, hvad det er vigtigt at være opmærksom på for at få et godt udbytte af lektiehjælp og faglig fordybelse – både på det kommunale plan og på den enkelte skole. Der er beskrevet konkrete eksempler på lektiehjælp og faglig fordybelse i praksis, som kommuner og skoler kan bruge som inspiration.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling udvikler løbende nyt vejlednings- og inspirationsmateriale i takt med, at der opnås ny viden og større erfaring med lektiehjælp og faglig fordybelse. Materialet vil blandt andet indgå i læringskonsulenternes vejledning og sparring med skoler og kommuner og være tilgængeligt på Danmarks Læringsportal – emu.dk.

Fakta
Vejledningspjecen " Lektiehjælp og faglig fordybelse – nye regler, nye muligheder" er udarbejdet af Rambøll Management for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Pjecen er i dag sendt elektronisk til samtlige folkeskoler og kommunale forvaltninger. Hver kommune vil i løbet af de kommende dage modtage et antal trykte eksemplarer til fordeling på kommunens skoler.

Pjecen kan downloades i printvenligt format på uvm.dk

Kontakt i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling: Sabrina Drevsfeldt og Mette Birk