Nyt værktøj til sammenligning af skolerne

Et digitalt redskab skal gøre det nemmere at sammenligne landets skoler. Med det ministerielle initiativ vægtes ikke kun karakterer, men også parametre som trivsel, fravær og etnicitet ranglisterred


"Det er et fremskridt, at der gøres op med de rene karakterlister. Jeg har dog svært ved at se, hvad et parameter omkring etnisk sammensætning på skolerne skal bruges til. Risikoen er, at sådanne oplysninger kan bruges til at stigmatisere skoler."

Således siger Claus Hjortdal om værktøjet, som undervisningsminister Ellen Trane Nørby lancerer.

Claus Hjortdal siger videre, at skolerne og kommunerne allerede har tallene og benytter dem til at sikre udvikling i skolerne.

”Det er et politisk initiativ, som ikke nødvendigvis gør eleverne dygtigere.”

Fra slutningen af januar 2016 kan forældre, skoler og andre interesserede via www.uddannelsesstatistik.dk tjekke landets skoler, og sammenligne skolerne, ud fra en række parametre. Blandt andet hvordan eleverne trives, hvordan de klarer sig karaktermæssigt, og hvordan den etniske sammensætning er på skolen. Det vil også blive muligt at se hvor mange tidligere elever fra skolen, der har taget en ungdomsuddannelse.

Med det nye tiltag gøres der således op med de rene karakterlister. I en pressemeddelelse siger Ellen Trane Nørby, at der er behov for større åbenhed omkring, hvordan de forskellige skoler klarer sig:

"Forældrene skal have mulighed for på et oplyst grundlag frit at vælge skole til deres børn, og skolefolket skal bedre kunne følge med i, hvordan skolerne udvikler sig, så de kan sætte målrettet ind, hvor der er behov. Her er det vigtigt, at vi ser grundskolen i et bredere perspektiv, så det ikke kun handler om karakterer, men også om trivsel og andre forhold. Når nu vi har de data, der kan give et nuanceret billede, mener jeg, at vi skal stille det til rådighed og dermed klæde alle bedre på."

Kilde: Berlingske

Foto: colourbox.dk