Årsmøde: En god karakter

En propfyldt sal har netop overværet åbningen af Skolelederforeningens årsmøde 2016 med taler af formanden og ministeren Ellen Trane Nørby og en livlig politisk meningsudveksling. 

 

Overskriften på årsmødet 27.-28. oktober i Aalborg er ”En god karakter”, hvilket som bekendt kan forstås på flere måder. Den mest konkrete af dem handler om slutresultatet: Er man blevet klogere, er man blevet udfordret, blev man ramt i hjertet? Dette vil vise sig. 

Foreningens formand Claus Hjortdal varmede de ca. 1.600 skoleledere op med nogle stikpiller om den aktuelle skolepolitiske situation med reformen og tidens andre store forandringer af folkeskolen. 

Han sammenlignede forandringerne med en bustur, hvor de værste kritikere sidder bagerst, hvor de grynter og larmer, mens jubeloptimisterne sidder helt fremme i bussen med blikket stift rettet mod vejen. Selv sidder han langt fremme, men ikke uden at følge med i bakspejlet. 

”Som skoleledere støtter vi op om reformerne”, sagde formanden. ”Vi vælger at fokusere på det, der virker, frem for det modsatte. Vi undlader ikke også at gøre opmærksom på, hvor det halter, fx skolernes økonomi og at ledernes handlerum er presset, men grundlæggende kæmper vi for folkeskolen!” 

Børne-, undervisnings og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby fik også indledende 10 minutter, hvor hun gik direkte til et ømt punkt: Hendes forslag om at oprette et nationalt klageorgan for mobning. 

”Ligesom I sætter retning og træffer beslutninger som ledere, gør jeg også, sagde minisiteren ud fra den viden, man nu har. Og jeg holder fast på, at der blandt de mange forslag med aktiviteter vedrørende mobning, vi har fremlagt også har en klagemulighed, som ikke skal føre til 1000-vis af klager, men have disciplinerede effekt. 

Ellen Trane Nørby talte om den stærke uddannelses- og dannelsestradition, vi har:

”Folkeskolen er ikke et forbrugsgode, men udtryk for et fællesskab og blandt alternativer bør være det første valg – vi skal have forældrene med”, sagde ministeren med adresse til foreningen nye indsats: Folkeskolen. Vores. Hele livet.

Dilemmaernes holdeplads

Den skolepolitiske debat var i år bygget op om nogle dilemmaer med journalist Mads Steffensen i rollen som vært og ordstyrer a la det kendte DR-radioprogram hver lørdag formiddag. 

I paneldebatten ’Mads og Meningerne’ deltog, ud over ministeren og skoleledernes formand Claus Hjortdal, også Anders Bondo, Mette With Hagensen og Asger Aamund, der sammen skulle prøve at knække nogle ledelsesdilemmaer. Og det var nogle svære af slagsen: 

  • Kan man på et skolefagligt grundlag gå i rette med lokalpolitikere og udvalgsformand, der i medierne lufter kritik og konkrete ideer til, hvordan skolen bør drives?
  • Hvordan ’tackles’ ældre charmerende tysklærer, som er svær at undvære fagligt, men som mere og mere optræder som ronkedor og falder af på kvaliteten?
  • Forældre og elever tager på ferie uden for skolens lukkeperioder, samtidig med at den faglige læring er sat mere i system end tidligere – hvem har/tager ansvar?
  • En forælder har på en konkret baggrund oprettet en Facebook-gruppe ”Fyr skolelederen, han er sindssyg”, hvad skal gøres: Involvere skolechef, politi, tage til genmæle?
  • Tre problemfyldte elever er visiteret til specialundervisning, men her er mindst et års ventetid, hvilket skader undervisnings- og arbejdsmiljøet, hvordan løses det?
  • Indskolingsleder, der har MUS-samtalerne, er blevet betroet, at øverste skoleleder har en affære med en kollega – og at det er ved at blive generel viden. 

    Svarene får du ikke her. For alt efter baggrund og position var der flere bud på løsninger og nu og da også konsensus om, hvad det bedste kunne være at gøre. Men også forskellige gode muligheder. Lige som med radioprogrammet blev det frem for alt årsmødedeltagerne selv, der må beslutte sig for at handle. 

Men nu på et mere kvalificeret og ganske underholdende grundlag. At komme på banen og kommunikere både åbent og kontant gik igen i panelets tilbagemeldinger. At dømme efter de fremmødtes store bifald, fik denne nye form for skolefaglig/politisk paneldebat: En god karakter!

Foto: Lars Horn / Baghuset