Ønske: Obligatorisk uddannelse til skoleledere

Claus Hjortdal efterlyser en specifik uddannelse til skolelederjobbet, som målretter skoleledernes kompetencer til opgaverne med f.eks. folkeskolereformen og inkludering af elever med særlige behov.

Mange skoleledere har gennemført en diplom- eller masteruddannelse i ledelse, men fremadrettet er der behov for en statslig modulopbygget skolelederuddannelse, som kan ruste skolelederne til de mangeartede opgaver.

"Med alle de reformer, der er, skal skolelederne være bedre til alt lige fra faktuel og knastør økonomistyring til pædagogisk arbejde og alt det interpersonelle arbejde. Med det ansvar, vi har fået i den sidste reformbølge, burde der være en specifik uddannelse til skolelederjobbet," mener Claus Hjortdal.

I et interview i Politiken i dag, sammenligner Claus Hjortdal med Norge og Ontario i Canada, hvor skoleledere skal igennem en obligatorisk uddannelse.

"Med det store pres, der er på skolerne i dag, har vi også brug for træning i at kunne lægge en strategi for skolen og i det hele taget kunne styre så stor en organisation, som skolen er blevet."

Ligesom der er statsfastsatte krav til læreruddannelsen, bør der tilsvarende være fastsatte krav til en skolelederuddannelse. Det vil i sidste ende sikre et mere ensartet folkeskoletilbud til landets elever.

"Der er i dag for mange tilbud på området. Derfor er der for brug for en målrettet uddannelse, som alle bakker op om," siger Claus Hjortdal.

Kilde: Politiken

Foto: Colourbox.dk