Bland jer i de kommunale budgetforhandlinger

Mens der lige nu er lagt op til storpolitisk drama i de kommende finanslovsforhandlinger, er de kommunale budgetforhandlinger ved at blive landet i de 98 kommuner. Mange steder skal der fortsat spares på skolerne, selv om at arbejdspresset er højt, og implementeringen af reformens elementer  kræver økonomi for at blive en succes.  

 
I juni måned spurgte Skolelederforeningen de lokale formænd om, hvordan økonomien så ud for deres skoler og skolevæsen. 77 ud af de 95 lokale formænd, der i princippet repræsenterer skoleledergruppen samlet set, svarede. Det betyder,
at vi fik en høj svarprocent på godt 80 %. Generelt var det nogle ganske dystre tilbagemeldinger.

Læs et resumé af undersøgelsen

Selv om regeringens omprioriteringsbidrag (i princippet) blev taget af bordet før sommer, lurer nye nationale besparelser, bl.a. ved at det ekstraordinære bloktilskud til netop implementeringen af skolereformen fra 2017 bliver halveret for i 2018 helt at forsvinde. Det er den store sum penge, der risikerer at forsvinde. Derudover ved vi, at der på kommunalt plan i mange kommuner er lagt op til yderligere konkrete besparelser på skoledriften.

Skolelederforeningen opfordrer de lokale foreninger til at gå aktivt på banen i forhold til de kommunale budgetforhandlinger. Ikke som enkeltskoleledere, men som skoleledergruppe med lokalformanden i spidsen. Muligheden for at gå i medierne og på de sociale medier kan overvejes, men ellers ved at tage kontakt til beslutningstagere og politikere for at informere om, hvilke konsekvenser besparelserne vil få for skoler og reform.