Claus Hjortdal: Vi skal udvikle test, de kan måle progression

Der er brug for test, som kan måle elevernes progression. Der er derimod ikke brug for at lærere og skoleledere skal have større teknisk viden om, hvordan de nationale test skal fortolkes. 

En ny undersøgelse konkluderer blandt andet, at lærere og skoleledere ikke ved nok om, hvordan de skal fortolke de point, eleverne får i de nationale test. Det er forskere fra DPU på Aarhus Universitet og Center for Anvendt Skoleforskning, der har lavet undersøgelsen.

Ifølge skoleledernes formand Claus Hjortdal udgør det ikke et problem i sig selv.

”Vi skal hele tiden blive bedre til at analysere testresultaterne, men det har aldrig været meningen, at det var lærernes og skoleledernes opgave at læse dybt ned i den enkelte elevs testresultater. Det er læsevejlederne og læringsvejlederne, der varetager den opgave.”

Claus Hjortdal peger på, at de nationale test skal ses i en større sammenhæng.

”Testene giver et øjebliksbillede af en lille del af nogle få fag, som vi underviser i i folkeskolen, og de er ikke det eneste redskab, vi har til at få overblik over det faglige niveau i skolen.  De nationale test indgår som en del af de evalueringsredskaber og processer, vi løbende foretager i skolen,” siger skoleledernes formand, som mener, man i stedet skal fokusere på at udvikle test, der kan måle elevernes progression.

”De nationale test er ét redskab, men de standardiserede test kan ikke måle progression, og det er der brug for,” mener Claus Hjortdal.

Arkivfoto: colourbox.dk