Fælles protest mod særlov

En række fagforeninger og organisationer på børne-/unge-området er gået sammen om at protestere mod regeringens lovforslag om, at flygtningebørn skal kunne undervises i ”særlige tilbud” uden for folkeskolen


Klik på billedet for at se PDF

Redigeret 11. maj

Flygtningebørn er en styrke for fællesskabet i folkeskolen og bør ikke undervises på specialskoler eller væk fra andre børn. Desuden skal det økonomiske grundlag være i orden for at kunne integrere det stigende antal flygtningebørn. Det mener Skolelederforeningen på lige fod med en lang række andre organisationer, der lige nu i en fælles kampagne i medierne protesterer mod særloven.

”Det er en stor opgave at integrere flygtningebørn, nogle af børnene har ikke gået i skole i mange år, mens andre har psykiske traumer. Det kræver, at lærere og pædagoger har kompetencerne til at løfte opgaven, at kommunerne er økonomisk gearet til opgaven, og i det hele taget, at opgaven løses af uddannede fagfolk” siger Claus Hjortdal, der mener, at flygtningebørn skal have samme undervisningstilbud som danske børn.

Med det nye lovforslag fra regeringen åbnes der for særlige undervisningstilbud som alternativ til modtageklasserne uden de kendte krav til klasseloft, timetal eller lærerkvalifikationer. På den ene side hedder det, at undervisningen skal stå mål med de krav, som man stiller i folkeskolen, men på den anden side gives der ingen sikkerhed for at det vil være sådan, tværtimod kan det blive uden faglighed, uden overenskomster ...

Antallet af flygtningebørn, der får opholdstilladelse, er næsten 20-doblet på syv år. I 2009 fik 375 børn opholdstilladelse, mens det i 2015 var 7.448, og i 2016 kan der være tale om 15.000 børn.For nylig er der aftalt andre store ændringer på området. Således har regeringen og KL aftalt at lempe reglerne for modtageklasser. Klasseloftet hæves fra 12 til 15 elever, i særlige tilfælde 18. I dag må en klasse højst spænde over tre klassetrin - det ændres til fem klassetrin.


Lovforslaget i forbindelse med særloven blev fremlagt i Folketinget 4. maj og skal førstebehandles 11. maj. Skolelederforeningen og en lang række andre organisationer har som nævnt protesteret.

Følg med på foreningens hjemmeside samt platforme på FB og Twitter.