Flygtningebørn i folkeskolen: Ressourcer skal følge med

Flygtningebørn er en styrke for fællesskabet i folkeskolen, og flygtningebørn bør ikke undervises på specialskoler eller langt væk fra andre børn. Det økonomiske grundlag skal dog være i orden for at kunne integrere det stigende antal flygtningebørn, mener Claus Hjortdal. 


"Flygtningebørnene vil være en styrke for fællesskabet og mangfoldigheden på skolen, hvis de rette betingelser er til stede. Men det kræver, at der følger ressourcer med," siger Claus Hjortdal om opgaven med at integrere flygtningebørn i den danske folkeskole.

KL's nyhedsbrev Momentum skriver (5. april 2016), at antallet af flygtningebørn der får opholdstilladelse i Danmark er næsten 20-doblet på syv år. I 2009 fik 375 børn opholdstilladelse i Danmark, mens det i 2015 var 7.448.

KL skriver, at der reelt kan reelt blive tale om cirka 15.000 børn i 2016 – svarende til en fordobling i forhold til 2015 - hvis de foreløbige prognoser for flygtninge og familiesammenførte i 2016 holder stik, hvilket giver kommunerne store udfordringer med at integrere børn i daginstitutioner og folkeskolen.

"Folkeskolen har i forvejen en opgave med inklusion. Det er en stor opgave at integrere flygtningebørn i folkeskolen, nogle af børnene har ikke gået i skole i mange år, mens andre har psykiske traumer. Det kræver, at lærere og pædagoger har kompetencerne til at løfte opgaven, og at kommunerne er økonomisk gearet til opgaven. Vi kan se omprioriteringsbidraget rumle i det fjerne og vi frygter, at der ikke bliver ressourcer nok til at klare opgaven," siger Claus Hjortdal.

Kilde: Momentum, KL