Forældre mere tilfredse med folkeskolen

”Det er glædeligt, at forældrenes tilfredshed med skolen er øget. Undersøgelsen bekræfter, lige som andre undersøgelser, at det går den rigtige vej med at realisere folkeskolereformen.”

Skolelederforeningens næstformand Dorte Andreas hæfter sig ved, at forældrene - på alle adspurgte parametre – er mere tilfredse med deres børns skolegang end for et år siden.

Det viser en ny undersøgelse fra Skole og Forældre, som siden folkeskolereformen blev indført i 2014 løbende har spurgt forældre til børn i folkeskolen, hvordan de er tilfredse med deres børns skolegang.

Dorte Andreas understreger, at der, med de givne ressourcer, arbejdes hårdt og målrettet på skolerne med at indføre reformen.

På trods af forældrenes stigende tilfredshed peger undersøgelsen på, at forældre stadig er utilfredse med skoledagens længde.

”Skoledagens længde er en politisk beslutning. Det er værd at fokusere på, at der rundt omkring på skolerne er en masse spændende indhold i den længere skoledag, som styrker elevernes læring. Der kan være lokale forskelle på skolerne, som betyder, at man lokalt skal finde frem til de bedste løsninger på skoledagens længde,” siger Dorte Andreas.

Kilde: colourbox.dk