Formandsmøde: Forstå din amatørpolitiker

”Lokalpolitikere er godt nok mærkelige – og det er godt, at det er sådan”.

Ulrik Kjær, professor, cand.oecon., ph.d. Syddansk Universitet, kan liste hele 10 mærkværdigheder ved lokalpolitikere op - blandt andet, at lokalpolitikere ingen individuel magt har samt at lokalpolitikere skal gøre deres modstandere stærke, hvis de selv skal have succes.

På Skolelederforeningens formandsmøde i Aalborg i dag stillede Ulrik Kjær skarpt på dagens danske kommunalpolitikere, som ifølge Ulrik Kjær er amatører i den forstand, at politik for dem er en fritidsbeskæftigelse.

Hvordan tænker og arbejder lokalpolitikere, og hvordan kan politikere og embedsværket matche hinanden? Det var et par af hovedtemaerne på dagen, hvor Ulrik Kjær gav sit bud på, hvordan blandt andre skoleledere kan arbejde sammen med og påvirke lokalpolitikerne.

I bogen ’De sidste sande amatører’ gør Ulrik Kjær sammen med Carsten Lê Madsen op med en række myter om kommunalpolitikere og deres rolle i det lokale demokrati.

”I øjeblikket ser vi flere og flere mere lyttende lokalpolitikere, som vi kan kalde ’manageren’ eller ’netværkeren’ fremfor den klassiske magtfulde politiker,” mener Ulrik Kjær.

Han fremhæver, at politikerne i kommunerne kan bidrage med socialt perspektiv, grundholdninger og dømmekraft - for eksempel fordi de selv har prøvet at have børn på den lokale folkeskole.

Få indflydelse - forstå din politiker
Kimen til at få indflydelse ligger ifølge Ulrik Kjær i at forstå de 10 mærkværdigheder. 

”Det er kun dem, der forstår mærkværdighederne – blandt andet at embedsværkets magt skal skjules - der for alvor vil kunne massere politikerne og opnå indflydelse via politikerne.”

10 mærkværdigheder ved lokalpolitikere / ved Ulrik Kjær

Mærkværdighed 1:
Politiske ledere bor i et akvarium

Mærkværdighed 2:
Uklar arbejdsgiverrolle

Mærkværdighed 3:
Politikeren har ingen individuel magt

Mærkværdighed 4:
Man skal gøre sine modstandere stærke 

Mærkværdighed 5:
Man må ikke ’misbruge’ sit flertal

Mærkværdighed 6:
Der skal siddes for bordenden ved et rundt bord

Mærkværdighed 7:
Vi vil have samarbejde og arbejdsdeling samtidig

Mærkværdighed 8:
Embedsværkets magt skal skjules

Mærkværdighed 9:
Vi vil have ualmindelige almindelige mennesker

Mærkværdighed 10:
Og så er det hele op til den hemmelige vælgerlune