I form til reform

En ny stor undersøgelse viser, at den daglige bevægelse har vundet godt fodfæste i skoledagen efter kun halvandet år med skolereformen 


Med skolereformens ankomst fulgte som bekendt et krav om, at elever på landets skoler skal bevæge sig 45 minutter om dagen. Og det ser ud til at være lykkedes på rigtig mange skoler.

I en ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt og TrygFonden blandt 1.513 lærere og pædagoger fra hele landet vurderer 75 % af de adspurgte således, at den skole, de er ansat på, opfylder kravet om 45 minutters daglig bevægelse.

Der er brug for masser af inspiration til at få bevægelsen ind i alle fag, viser undersøgelsen. Det kræver både kreativitet og disciplin at få bevægelse ind i undervisningen ikke blot i idrætstimerne, men i de boglige fag, eksempelvis ved at løbe stavelsesstafet i dansk eller hinke en brøk i matematik.

Men undersøgelsen giver altså et solidt billede af, at rigtig mange af landets skoler her i reformens andet år er kommet langt i arbejdet med få mere bevægelse integreret i skoledagen. I undersøgelsen siger 69 % af lærerne og pædagogerne samtidig, at kvaliteten af bevægelsen er tilfredsstillende.

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, genkender undersøgelsens resultater:

"Vi ved, at der den seneste tid er blevet sat fokus på de bløde elementer i reformen som for eksempel bevægelse. Det er sket i det tempo, vi hele tiden har forventet, så det er nok mest politikere og medier, der har været utålmodige", siger han til Politiken.

Claus Hjortdal mener, at bevægelsesaktiviteterne er på vej til at bliver en naturlig del af skolehverdagen:

»Jeg er sikker på, at det med tiden skal komme helt i mål. Lærere plejer traditionelt at være gode til at videndele på det praktiske område. Det er lærerne selv, der gør det bedste arbejde, men det tager tid«.

Læs den nye undersøgelse

Foto: Colourbox.dk