Ingen overraskelse, at elever synes, skoledagen er for lang

SFI har spurgt eleverne, om skoledagen er for lang og har fået et rungende 'ja'. Skolelederforeningens formand er ikke overrasket og opfatter svaret som fuldstændig logisk 

COLOURBOX553572red



Hvad er elevernes holdning til skoledagens længde?

Det har SFI spurgt 16.500 elever om i foråret 2015 som en del af evaluerings- og følgeforskningsprogrammet til folkeskolereformen.

3 ud af 4 elever tilkendegiver, at de synes, at skoledagens længde enten er lidt eller alt for lang.

Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, mener, det er indlysende, at eleverne svarer ja, når de bliver spurgt, om skoledagen er for lang.

"Det er et helt logisk svar, dybest set. Vi har givet dem længere skoledage, frataget dem fritid til at spille computer eller gå i centeret med vennerne, og så spørger man, om skoledagen er for lang – det vil ethvert almindeligt barn da svare ja til," siger Claus Hjortdal.

Han mener, det svarer til at hæve skatteprocenten med 20 pct. og så spørge folk, om de synes, de betaler for meget. Det giver et forventeligt svar. Han vover også den påstand, at eleverne muligvis ville have svaret præcis det samme for fem år siden, da skoledagen var kortere.

"Kvalificeret skulle man have spurgt, hvad eleverne synes om skoledagene, og hvordan de kunne gøres bedre. Lige nu og her kan vi kun bruge resultatet til at fastslå, at det er nu engang sådan situationen er," siger Claus Hjortdal og uddyber:

"Det er skolernes udfordring at skabe en samlet skoledag, der bliver mere varieret, så eksempelvis eftermiddagen opleves som mere spændende, og eleverne kan få brugt deres kroppe mere i løbet af dagen," siger Claus Hjortdal.

FAKTA

Analysen fra SFI viser, at flere drenge end piger tilkendegiver, at de synes, at skoledagen er enten lidt eller alt for lang. Etnisk danske elever er også mere kritiske over for skoledagens længde end tosprogede elever, og der er flere elever, som ikke bor sammen med begge forældre, der er kritiske over for skoledagens længde.

OM UNDERSØGELSEN

Spørgsmålet om elevernes holdning til skoledagens længde indgår i evaluerings- og følgeforskningsprogrammet til folkeskolereformen, hvor der løbende gennemføres undersøgelser af elevernes skoledag efter folkeskolereformen. Der er blandt andet planlagt undersøgelser af, hvorvidt skoledagens længde har betydning for elevernes skoledag og fritidsliv samt trivsel i skolen. Disse analyser offentliggøres i efteråret 2016 og primo 2017.

Læs hele notatet på sfi.dk

Foto: Colourbox.dk