Kronik: Folkeskolen, vores hele livet

Folkeskolen er landets vigtigste samfundsdannende institution. Det skal den også være fremover, så vi sikrer et Danmark med et stærkt fællesskab. Men de senere år er andelen af de, der fravælger folkeskolen, stigende. Den udvikling skal vendes, skriver Claus Hjortdal i en kronik i Jyllands-Posten. 

 

"De tørre tal fortæller, at hvor 88 % af grundskoleeleverne i år 2000 gik i folkeskole, er det i dag faldet til 82 %. Og fremskrivninger tyder på, at tendensen fortsætter," skriver Claus Hjortdal i kronikken, hvor skoleledernes formand gør status over folkeskolens rolle som samfundsdannende institution.

 

"Vi må dykke ned i, hvorfor udviklingen har taget den drejning. Jeg vil opfordre forskere og kandidatstuderende til at få undersøgt facts om det stigende fravalg af folkeskolen. Det arbejde tager Skolelederforeningen gerne del i."

Claus Hjordal peger på, at der også er brug for at stoppe den negative historiefortælling og i stedet samles om igen at få talt folkeskolen op.

"Hvis udviklingen fortsætter med et fravalg af folkeskolen, mister vi et særdeles vigtigt fælles referencepunkt for vores borgere, som ikke kun er for skolen, men for livet. Folkeskolen kan noget unikt i form af at skabe gode, sociale, dygtige og livsduelige borgere i et mangfoldigt samfund."

"Folkeskolen skal fortsat være den vigtigste kulturbærende og samfundsdannende institution i landet, hvor tolerance og frisind går hånd-i-hånd med faglig styrke og viljen til at hele tiden at matche de udfordringer, der er. Vi står ved en skillevej. Udviklingen skal vendes, og det er nu, der skal handles. Det skal være naturligt at vælge folkeskolen til, og andelen af børn, der indskrives i folkeskolen, skal øges. Der er brug for at fortælle om folkeskolens styrkesider, de fremskridt og de successer, der sker på de enkelte skoler."

I kronikken skriver Claus Hjortdal, at Skolelederforeningen vil samle alle, som vil tage ejerskab til folkeskolen.

"Vi har derfor sendt invitationer ud til repræsentanter for eleverne, forældrene, de ansatte, chefer, forvaltning, organisationer og virksomheder om at gå med og sammen danne en alliance for folkeskolen. Vi håber, at initiativet bliver understøttet lands- og lokalpolitisk. Og så vil vi ikke mindst arbejde på, at familien Danmark bakker op. Så alle input og idéer er velkomne! Folkeskolen er vores skole, hele livet."

 

Læs mere om Skolelederforeningens initiativ #voreshelelivet

 

Læs hele kronikken som pdf

 

Læs hele kronikken på www.jp.dk