Lov om flygtningebørn træder i kraft 1. august 2016

Folketinget har nu stemt den særlov igennem, der gør det muligt for kommunerne at tilbyde undervisning af flygtningebørn uden for folkeskolen. Det betyder blandt andet, at kommunerne får mulighed for at etablere et særligt undervisningstilbud som alternativ til modtageklasser.

En række fagforeninger og organisationer, herunder Skolelederforeningen, har op til vedtagelsen af loven protesteret mod særloven om, at flygtningebørn skal kunne undervises i ’særlige tilbud’ uden for folkeskolen.

Inden lovforslaget blev stemt igennem, blev det justeret på enkelte områder, der blandt andet betyder, at loven ikke er permanent, men automatisk ophæves i 2021.

Skolelederforeningen fastholder fortsat, at der ikke er behov for en særlov på området, da folkeskolen har de værktøjer, der kræves, for at løse opgaven med at modtage og undervise flygtningebørn.

Loven træder i kraft 1. august 2016.

Foto: Colourbox.dk