Mobning skal bekæmpes i fællesskab

Ingen børn skal mobbes, derfor er skolerne allerede godt i gang med at bekæmpe mobning. Der er brug for et styrket samarbejde mellem forældre, skole og elever – ikke for lovgivning og sanktionsmuligheder, mener skoleledernes formand Claus Hjortdal. 

”Det er vigtigt fortsat at have fokus på mobning, for ingen børn skal mobbes. Skolerne er godt i gang med arbejdet, og tallene viser, at mobning samlet set er reduceret med fem procent. På skolerne fortsætter vi det gode arbejde for at komme mobning til livs,” siger Claus Hjortdal.

Nye tal fra folkeskolens trivselsmålinger viser, at en del elever oplever mobning, og at det kan være svært at slippe ud af mobning. Seks ud af ti børn, som bliver mobbet i år, blev også mobbet sidste år.

Det har fået undervisningsminister Ellen Trane Nørby til at kritisere skolerne for ikke at tage godt nok hånd om problemet og til at påkræve politisk handling.

”Det er bestemt alvorligt, at de samme børn oplever mobning, og det skal vi naturligvis fortsat arbejde for at stoppe. Vi må dog ikke glemme, at skolerne gør en stor indsats, og at der bliver mindre og mindre mobning i folkeskolen.”

Ifølge Claus Hjortdal er der hverken behov for sanktionsmuligheder eller lovgivning.

”Problemet skal løses i fællesskab i samarbejde mellem forældre, skole og elever. Sammen skal vi fortsat have fokus på elevernes trivsel,” siger Skolelederforeningens formand, som byder den fælles aktionsplan mod mobning velkommen, som undervisningsmisteren sammen med Red Barnet, Børnerådet og Børns Vilkår fremlægger i morgen torsdag.

Læs også: Kampagne: Alle for én mod mobning

Kilde: Berlingske

Fakta

  • Trivselsmålingerne, der blev indført i 2015, viser, at 20 procent af eleverne i 4.-9. klasse i folkeskolen angiver, at de er blevet mobbet. De svarer ’Meget tit’, ’Tit’, ’En gang i mellem’ eller ’Sjældent’ på spørgsmålet: Er du blevet mobbet i dette skoleår? 79 procent svarer ’Aldrig’. Der er samlet fem procent færre elever, der svarer, de er blevet mobbet i 2016, end der var i 2015.