Satspuljeprojekt om turboforløb

Skoler, der ønsker at deltage i afprøvningen af to modeller for turboforløb – ”Strategier for læring” og ”Dit liv, din læring” – kan nu søge. Sidste frist for tilmelding er 1. september 2016.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling vil dække de udgifter, der er forbundet med at deltage i forsøget. Det gælder udgifter til opkvalificering af de involverede lærere, vikardækning samt yderligere arbejdsopgaver for skolens personale.

Turboforløb er læringsforløb med intensiv undervisning i løbet af en afgrænset periode, der kan hjælpe de svagere elever med at komme op på samme niveau som deres klassekammerater. Der afprøves to forskellige modeller for at afdække forløbenes effekt på elevernes faglighed, trivsel og uddannelsesparathed – også på lang sigt.

I det ene forløb – ”Strategier til læring” – skal de unge gennem læringsstrategier og arbejdsteknikker lære at tage ansvar og styring over egen læring i udskolingen. Det primære fokus er på fagligheden, men der arbejdes også med elevernes personlige kompetencer som nysgerrighed, vedholdenhed, og hvordan de strukturerer den faglige træning.

Det andet forløb – ”Dit liv, din læring” – bygger på et mere helhedsorienteret syn på de unge. Her arbejdes der målrettet med personlige kompetencer som elevernes selvværd, tro på egen mestring og koncentrationsevne samt sociale kompetencer som samarbejde, støtte til andre og gruppearbejde.

Skoler, der forventer at have mindst 10 ikke-uddannelsesparate elever på 8. årgang 2016/2017, kan søge om at deltage. Det bestemmes via lodtrækning, om den enkelte skole skal gennemføre ”Strategier til læring”, ”Dit liv, din læring” eller være sammenligningsskole.

Se mere 

Arkivfoto: colourbox.dk