Skoledagens længde / som man spørger, får man svar...

Dagbladet Politiken har i dag - en uge før planlagt offentliggørelse - lækket en ny SFI-rapport, hvor et stort antal elever er spurgt om deres oplevelse af reformen, nu på vej ind i sit tredje år.

Lad os tage det gode først: 71 % af eleverne oplyser, at de trives godt med at gå i skole. Der er også høj tillid til skolens ansatte, oplevelsen af mobning er faldet, og fagligheden ligger stabilt.

Det store dyr i åbenbaringen er imidlertid, at 82 % af eleverne finder, at skoledagen er 'lidt for lang' eller 'alt for lang', og det er et højt tal. Men svarene skal tages med et STORT gran salt, mener formanden for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.

Dels er der meget stor forskel på 'lidt for' og 'alt for' lang. Det er nemlig 38,6 %, der mener skoledagen er lidt for lang, og 43,5 % mener den er alt for lang. Flest i de ældste klasser. Dels er spørgsmålet om skoledagens længde stillet på en måde, så man ikke kan forvente et andet svar.

"Det er alt for unuanceret at spørge på en måde, så svaret ikke kan undgå at blive et ja. Man skulle have spurgt meget mere ind til, hvad alternativerne er - og det harmonerer ikke med de høje tal, der også er for trivsel', siger formanden for Skolelederforeningen.

Han peger på, at skoledagen er præcis så lang som politikerne har besluttet, men at finansieringen langt fra alle steder er fulgt med, og det derfor kan være svært at sikre tilstrækkeligt med nye, spændende aktiviteter og læringsmiljøer.

Desuden er ledelsesresurserne i folkeskolen ligesom personalet væsentligt reduceret de senere år, parret med mange nye opgaver - så der ikke altid er kapacitet til at udvikle den længere, variede skoledag. Det er en politisk prioritering.

SFI har spurgt godt 21.000 elever i 4., 6. , 8. og 9. kl fordelt på 137 skoler.