Skoleledelsens fokus på faglighed fremmer elevernes læring

Skoleledere har betydning for, hvor meget eleverne lærer. Elever lærer mere i skoler, hvor ledelsen har høje forventninger til fagligheden hos lærere og elever. Det viser et nyt tema fra SFI, der sammenfatter forskningen på området. fravaerred


Skoleledelser med klare visioner og høje forventninger har stor betydning for elevernes faglige udbytte.

Det viser et tema fra SFI, hvor sammenhængen mellem skoleledelse og elevernes læring er blevet gennemgået ud fra den samlede forskning på området.

Forskningen viser, at der er en klar sammenhæng mellem skoleledelse og læring, og SFI peger i temaet på konkrete måder at udøve skoleledelsesrollen på, så elevernes faglighed bliver påvirket positivt.

Klare ledervisioner giver stærke elever

Temaet beskriver, hvordan elever lærer mere på skoler, hvor skoleledere giver lærerne gode faglige rammer for deres undervisning.

Det sker især, når lederen har klare ledervisioner og høje forventninger til elevernes præstationer. Samt når lederen lægger vægt på at rekruttere fagligt stærke lærere og stimulere en stærk faglig kultur med samspil mellem lærerne.

"Pointerne i SFI's tema understøtter det behov, der er for, at man i kommunerne sikrer, at ledelsen er stærkt fagligt funderet og kan gå ud at vise vejen," siger Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal og påpeger, at det kræver, at lederen får plads og rum til at udfolde sin ledelse.

Administration kan spænde ben

Skolelederforeningen mener, det kan være problematisk for skolelederen at få tid og plads til at udfolde sine visioner med de øgede krav til indberetning og administration.

"Den offentlige sektor; politikerne på Christiansborg, ministerierne og kommunerne mener, at jo flere tal, de får ind, des bedre er det, men det er ikke sådan, børnene bliver bedre. Det gør de ved, at der arbejdes målrettet med eleverne på skolerne. Vi skal derfor have flyttet fokus væk fra afrapportering og hen mod arbejdet med udvikling af undervisning, der sikrer kvalitet," siger Claus Hjortdal.

Skolelederen skal gå forrest

Claus Hjortdal understreger, at det også er et signal til lederne om at prioritere mindre tid på afrapportering.

"Pas på ikke at spilde tiden bag computeren, men vær tydelig med at udstikke retningen og gå i konstruktiv dialog med lærere og pædagoger om metoderne til at nå de mål, I har sat," lyder rådet fra Claus Hjortdal.

Ifølge SFI's tema kan sammenhængen mellem skoleledelse og læring forklare omkring 5 pct. af forskellene i elevernes karakterer ved folkeskolens afgangsprøve.

Hvad virker?

Elever lærer mere i skoler, hvor:

• Skolelederen har visioner og høje forventninger
• Skolelederen lægger vægt på at ansætte fagligt dygtige lærere
• Skoleledelsen stimulerer en stærk faglig lærerkultur og professionelle læringsfællesskaber blandt lærerne
• Skolelederen er en proaktiv og innovativ ledertype


Hvad virker ikke?

· Det har isoleret set ingen betydning for elevernes læring, hvor mange penge skolen bruger på efteruddannelse af lærere og skoleledere.

· Mål- og resultatstyring og lederinvolvering i lærernes metoder har forskellig betydning afhængig af, hvilke andre ledelsestiltag, det kombineres med
· Effekter af mål- og resultatstyring afhænger også af lederens autonomi vedr. mål og midler

Læs mere på sfi.dk

Kilde: "Elevers læring og skolelederfokus på faglighed", SFI Tema

Foto: colourbox.dk