Skolelederforeningen: Nej til eksamen i stedet for afgangsprøver

Gymnasiereformen vil ændre folkeskolens afgangsprøve til en afgangseksamen. ’Stærkt bekymrende’, siger Skolelederforeningen, som mener, at elever, der ikke består, vil stå tilbage som tabere. 

I forbindelse med gymnasiereformen, som er aftalt mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, er det besluttet af ændre folkeskolens afgangsprøve til en afgangseksamen.

Skolelederforeningen vil på det kraftigste advare mod dette.

”Det er ikke lige meget, om det er en ’prøve’ eller en ’eksamen’, for i praksis vil det betyde, at nogle elever kan dumpe i folkeskolen. Tilbage vil stå en restgruppe af ikke-egnede unge, der politisk ikke er taget beslutning om, hvad der så skal ske med. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt,” siger Claus Hjortdal.

Skolelederforeningen mener, at en afgangseksamen frem for den nuværende afgangsprøve vil stride imod det, folkeskolen grundlæggende står for; at alle elever skal være med, og at folkeskolen både er garant for en lærings- og en dannelsesproces.

I et høringssvar til gymnasiereformen skriver foreningen:

”At skulle bestå en samlet eksamen ved afslutningen af folkeskolen sender helt forkerte signaler. At skulle til prøve i de enkelte fag som nu, er en naturlig afslutning på de pædagogiske forløb, der har været igennem skoletiden og viser, om eleven kan klare sig i pågældende fag. Men når der tales om, at man samlet set består eksamen i folkeskolen, kan budskabet opfattes helt anderledes. Man dumper – og man dumper dermed også i forhold til det, der er en lige så vigtig del af folkeskolens opgave, og som tydelig fremgår af folkeskolens formålsformulering, nemlig dannelse.”

SE VIDEO: FRA AFGANGSPRØVE TIL EKSAMEN, NEJ TAK! FOLKESKOLEN SKAL IKKE BESTÅS ELLER IKKE-BESTÅS