Skoler søges til satspuljeprojekt om turboforløb

15.000 elever skønnes hvert år ikke at være uddannelsesparate. Forsøg med Turboforløb inviterer skolerne til at deltage i forsøg, som skal give så mange elever som muligt muligheden for at deltage i intensivt turboforløb. 

Turboforløb er læringsforløb med intensiv undervisning i løbet af en afgrænset periode, der kan hjælpe de svagere elever med at komme op på samme niveau som deres klassekammerater.

Konkret er der tale om to forløb.

I det ene forløb – ”Strategier til læring” – skal de unge gennem læringsstrategier og arbejdsteknikker lære at tage ansvar og styring over egen læring i udskolingen. Det primære fokus er på fagligheden, men der arbejdes også med elevernes personlige kompetencer som nysgerrighed, vedholdenhed, og hvordan de strukturerer den faglige træning.

Det andet forløb – ”Dit liv, din læring” – bygger på et mere helhedsorienteret syn på de unge. Her arbejdes der målrettet med personlige kompetencer som elevernes selvværd, tro på egen mestring og koncentrationsevne samt sociale kompetencer som samarbejde, støtte til andre og gruppearbejde.

Turboforløbene bygger på erfaringer fra danske camps og forskning. De to forløb er også nytænkende, da de sigter på at hjælpe en bred gruppe af ikke-uddannelsesparate unge på tværs af hele landet, i regi af den unges egen skole.

Forløbene gennemføres over en to-ugers periode og skal implementeres i perioden d. 20. februar til d. 10. april 2017. Undervisningen skal ske indenfor skoletiden og forventes at udgøre 35 timer pr. uge.

Forsøgsordningen ledes af TrygFondens Børneforskningscentrer ved Aarhus Universitet i samarbejde med Metropol og VIA, Rambøll Management Consulting og er finansieret af satspuljemidler fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.  

Forsøgsordningen henvender sig til alle landets folkeskoler, som har mindst 10 elever i 8. klasse, der ikke er uddannelsesparate til en gymnasial eller EUD uddannelse. I vurderingen af antallet af ikkeuddannelsesparate elever på skolen kan der tages udgangspunkt i antallet fra sidste år.

Små skoler med færre end 10 ikke-uddannelsesparate elever i 8. klasse kan tilmeldes forsøgsordningen i samarbejde med en anden folkeskole.

Deltagende skoler kompenseres med et på forhånd fastsat tilskud, der omfatter 80 procent af det estimerede tidsforbrug forbundet med deltagelse i turboforløbene

Læs mere om turboforløbene samt om tilmelding her

Tilmeldingsfrist er 30. september