Skolevalg 2017 skal få flere unge i stemmeboksene

Skolerne kan lige nu tilmelde sig Skolevalg 2017 – tilmeldingsfrist er 1. december 2016.

I januar 2015 satte mange skoleelever kryds på stemmesedlen i landets første skolevalg. Nu får eleverne i 8., 9. og 10. klasse igen mulighed for at stemme, når statsministeren 15. januar udskriver Skolevalg.

Skolevalg er et autentisk gennemført valg for eleverne, og formålet er at skærpe de unges interesse for politik og få flere unge til at stemme.

I ugerne op til selve valget, der afholdes 2. februar 2017, kører et undervisningsforløb, som er tilrettelagt med udgangspunkt i Fælles Mål for samfundsfag og understøtter arbejdet med samfundsfaglige problemstillinger.

Forløbet giver mulighed for at arbejde tværfagligt mellem samfundsfag og dansk. De to fags faglige felter kan supplere hinanden og være med til at forberede eleverne til at deltage og tage medansvar i et samfund med frihed og folkestyre.

Modulerne i dansk er udviklet i overensstemmelse med Fælles Mål for dansk.

Skolevalg 2017 arrangeres af Folketinget, Dansk Ungdoms Fællesråd og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. 

Læs mere her