Årsmøde 2017: Vores folkeskole

Skolelederforeningens årsmøde i Aalborg er startet i dag. Med musik, sang og børn selvfølgelig. Og så med den obligatoriske skolepolitiske debat mellem nogle af folkeskolens spidser. I år på en ny måde.

En propfyldt sal med knapt 1700 skoleledere, der i en travl hverdag har taget sig tid til 1½ døgns inspiration og socialt samvær, overværede åbningen af årsmøde 2017 med taler af Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), undervisningsminister Merete Riisager og skoleledernes formand Claus Hjortdal.

Borgmester Kastrup-Larsen bød velkommen til den nordjyske hovedstad. Han fremhævede, at det generelt går godt i folkeskolen, og at den er en af vores vigtigste velfærdsinstitutioner. Men han talte også om, at vi lever i en præstationskultur, og at vi skal passe på, at de mange krav, de mange evalueringer og testningen ikke mindst af eleverne ikke må tage overhånd.

Der er behov for at udvikle folkeskolen i fællesskab og dermed at få erstattet kontrol med tillid og ikke for mange regler, sagde borgmesteren. Han havde i den forbindelse en lille kommentar til de kommende OK18-forhandlinger om, at der heller ikke her er behov for at få fastsat for snævre rammer for skolernes og arbejdets organisering. Der skal være rum – ledelsesrum, sagde han og der blev klappet.

For mange pegefingre

Herefter var det planen, at undervisningsminister Merete Riisager skulle tale, men flyet var forsinket. Så i stedet holdt Claus Hjortdal sit indlæg. Han havde fra bl.a. dialogmøder med næstformand Dorte Andreas seks forskellige steder i landet og en bustur på samme måde rundt med KL og de andre af skolens parter i efteråret indtryk af, at mange ting lykkes.

”Folkeskolen er en god skole, der er blevet bedre. Der er mere bevægelse, både faglig og social trivsel, mindre mobning, samarbejde mellem lærere og pædagoger, mere åben skole – også mere datainformeret ledelse, fokus på elevernes udbytte. Det er de tilbagemeldinger, jeg får”, sagde formanden.

Skolereformen fra 2013 er svaret på mange af de udfordringer, folkeskolen stod med: Der var for få rigtige dygtige elever og for mange uden nødvendige færdigheder. Især de 2-sprogede klarede sig dårligt, drengene mistrives og præsterer dårligere end pigerne. Der var lokalt og regionalt store forskelle alt efter elevernes baggrund, i timetal mv. i kommunerne.

”Med reformens flere timer på både de mere faglige og blødere områder, mere bevægelse – åben skole øget fokus på elevernes læring, kompetencedækkede lærere i fagene – er og det er der nu ved at blive rettet op på. Men der er også mange de udfordringer: Økonomi, utilstrækkeligt ledelsesrum, inklusionsopgaven og mange-mange redegørelser, forældresamtaler mv.”, tilføjede formanden.

Skolelederforeningen kæmper på den baggrund for at skaffe tid, økonomi og ordentlige vilkår for implementeringen af reformen. Oveni støder man på en virkelig barriere for at komme helt i mål.  For de samme politiske partier, der grundlæggende står bag reformen, angriber hele tiden centrale dele af den, og det skaber stor usikkerhed om arbejdet på skolerne.

”Det er alt fra om skoledagen skal være så lang? Skal der være læringsmål eller ej? Skal vi lige give lidt penge til et særligt område? Vi bliver udfordret fra både lokale og centrale politikere for ikke at nå målene hurtigt nok. Det er alle selvfølgelig ikke, alle er ikke lige langt. Og alligevel bliver der så sat en stor pegefinger ned mange steder…”, sagde formanden til forsamlingens bifald.

Han pegede på, at den store enighed, der var under udarbejdelsen af loven desværre i dag er afløst af en lige så stor uenighed. Med reformen var der sammenhæng mellem de udfordringer, der var og den ramme der blev givet. Det var også en ledelsesreform, hvor mantraet var mere plads til ledelse og større ansvar til lederne, men nu er der færre ledere og mindre ledelsesrum.

Formanden kaldte ligefrem situationen i folkeskolen for: Kontraproduktiv - i forhold til de mål, der oprindeligt var med reformen, i forhold til tilliden til og trivslen i folkeskolen, der bl.a. skulle styrkes gennem respekt for professionel viden og praksis.

”Der er brug for enighed, refleksion, dialog og langsigtede mål for at kunne lykkes med den allervigtigste samfundsmæssige opgave: At give hver enkelt elev mulighed for at skabe sig et liv, hvor man lykkes ud fra de forudsætninger, man har”, sluttede formanden. Noget foreningen har søgt at skabe et forum for med initiativet: Folkeskolen. Vores. Hele livet.

I mellemtiden var Merete Riisager ankommet. Hun startede med at rose skolelederne, som hun kaldte en helt uundværlig del af vores folkeskoles succes. God skoleledelse gør forskellen, fremhævede ministeren – en erklæring, der blev meget positivt modtaget.

Men vad er så god skoleledelse? Ministeren fokuserede her på vigtigheden af at prioritere kerneopgaven og citerede A.P. Møller for at skulle have sagt: God ledelse er noget, der udøves i praksis. Dog ikke sådan forstået, at man skal skole som en virksomhed / koncern.

”Folkeskolen er ikke en virksomhed, det er kultur- og samfundsbærende institution, og skoleledelse kræver mod, vilje, handlekraft. Det gælder om at sætte retning og også om at få reduceret i de mange bureaukratiske opgaver og rydde ud i de mange projekter”, sagde Merete Riisager. Men hendes råd til forsamlingen om at blive bedre til at delegere faldt til gengæld ikke i hel god jord blandt tilhørerne…

Ministeren talte også om at sætte målene højt og nævnte her, at hun var tilfreds med, at der er mange skoler, der har sagt ja til at få del i den skolepulje, som Skolelederforeningen omvendt har været noget kritisk overfor. Målet er høj faglighed og høj trivsel er det, skolelederne sammen med medarbejdere, elever og ikke mindst forældre skal stræbe efter, sluttede ministeren.

Skolepolitisk infight

Den skolepolitiske debat kom i år i et set-up med et politisk panel bestående af undervisningsminister, Merete Riisager, underdirektør for DI, Charlotte Rønhof, uddannelsesordfører for Alternativet, Carolina Magdalene Maier og formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal. Ordstyrer, politisk kommentator: Michael Kristiansen og som noget nyt også en ’reflektant’, forstander på Askov Højskole Klaus Majgaard.

Debatten udfoldede sig over nogle temaer, først spørgsmålet om vægtningen af frihed over for styring i folkeskolen. Her lagde Carolina Maier klart ud: ”Slip folkeskolen fri ! Der bør være langt mindre central og kommunal styring som styres mindre som i fx Finland, hvor der er en helt klar armslængde fra politikerne til skolerne og de professionelt-fagligt ansvarlige”, sagde hun. Salen klappede.

Men de andre paneldeltager var mere på et både-og. Charlotte sagde, at der var mere brug for ro til at implementere den store skolereform og de andre forandringer i folkeskolen de seneste år: ”Det sker ikke overnight”, sagde hun. Og salen klappede igen. Men hendes pointe var bare, at ro ikke er det samme som stilstand, for der vil altid være ting, man skal kigge på, kan gøre bedre…

Ministeren pegede igen på det fokus på praksis og det professionelle, hun mener der er behov for at vende tilbage til: ”Vi skal lytte til de professionelle i skolen, og når jeg hører, at man på visse områder er gået for langt i reformen, er der behov for at justere. Den skal ikke rulles tilbage, og der skal være ro ja, men folkeskolen skal også fungere og det kræver også løbende tiltag”, sagde hun.

Claus Hjortdal sagde, at der ”er mange krav, som er for rigide, og hvor man godt kan give mere ansvar ud til skolerne og lederne. Men jeg synes politikerne pendler for meget tilbage mellem at ville giver mere frihed, men også falder for fristelsen til at detailregulere”. Reflektanten Claus Majgaard var enig i dilemmaet: Man vil gerne gøre det nemmere, men det pibler frem med regulering, registrering, mobbeklagenævn… og det var forsamlingen også.

I debatten blev andre forhold drøftet: Visioner kontra virkelighed og hvordan udvikler vi folkeskolen bedst? Merete Riisager gik tilbage til rollen som skoleleder. ”I skal ikke putte jer, stå frem og giv jeres besyv med – jeg siger ikke det er nemt, men jeg ønsker oprigtigt at skolelederne skal være mere modige, på i endnu højere grad tage ledelseskasketten og også sige fra”, sagde ministeren”.

Det kunne Claus Hjortdal ikke stå uimodsagt: ”Ja, men i kommunerne bliver meget holdt op imod en ikke sjældent klemt økonomi, og her er det ikke nemt at sige nej til ønsker herfra, hvor alle i kæden opad skal bevise deres succes”, sagde han. Så det er ikke så enkelt desværre.

Også det dilemma kunne Majgaard genkende, men så det som noget, der først og fremmest skal ske ovenfra lokalt som centralt. Her skal man virkelig turde slippe tøjlerne og stole på, at ledere, lærere og andre medarbejdere i skolen gør deres arbejde ordentligt. Alle var enige om behovet for at stoppe det ’bureaukratiske monster’. Rønhof pegede på at tage den nødvendige snak med forvaltningerne.

Til sidst blev der drøftet alternative skoleformer. Alle var enige om, at folkeskolen er en afgørende basis for vores samfund, men man var også alle klar over, at vi er i en tid med forandringer i oplevelsen af skolen og forældres skolevalg.

Carolina Maier mente ikke, der er nogen, der vælger folkeskolen fra, men at der er noget, de vælger til, som man må se nærmere på. Hun mente, at friskolerne bl.a. har et forspring ved at tilbyde flere kreative fag og fastholder tilbuddene helt op i udskolingen. Desuden mente hun, at der er behov for mindre testning og konkurrerence, hvor danske elever holdes om mod fx kinesiske.

Rønhoft, trode ikke kun på at det handler om tilvalg, men fravalg, bl.a. på grund af de mange skolesammenlægninger. Hun mente, der skulle være plads til testning – det er guld værd for både forældre og lærere, sagde hun. Ministeren sagde, at vi skal huske, at det er vigtigt med alternativer som frie og private skoler. Heller ikke hun fandt, at folkeskolen er i krise. Men der er nogle konkrete problemer, der må kigges på, og så handler det om ikke at dunke hinanden i hovedet…

Hjortdal mente ikke, at der en krise i folkeskolen, men at det bliver talt op som der er en krise. Det giver et skævt billede. Og der også et problem mange steder med økonomien, sagde han. Elever flytter hele tiden, men det det det naturlige leje for alterntive skolevalg burde efter hans mening ligge på 10-12 %, og det må ikke komme op på 20 %.

"Så der skal bl.a. stilles samme krav til friskoler, så de ikke – når der bliver besluttet politiske skoletiltag - oplever dem som kun vejledende", sagde han afsluttende. Stor applaus!