Projekt skal fremme trivsel for flygtningebørn i modtageklasser

Red Barnet igangsætter med støtte fra Egmont Fonden og Novo Nordisk Fonden en ny indsats, som skal give psykosocial støtte til nytilkomne flygtningebørn i modtageklasser.

 

Projektet ’Fra flugt til skolegang’ skal på fire år nå ud til 6.000 flygtningebørn i 35 kommuner.

Indsatsen består af psykosocial støtte til nytilkomne flygtningebørn i modtageklasser og andre skoletilbud i grundskolen, og formålet er blandt andet at fremme børnenes trivsel og livsduelighed, så de kan tilegne sig læring og begå sig i det danske samfund på længere sigt.

I en pressemeddelelse skriver Red Barnet, at organisationens afdækning viser et akut behov for psykosocial støtte målrettet nytilkomne flygtningebørn i modtageklasser. Børn udgør en stor andel af de flygtninge, der kommer til Danmark, og samtidig tyder alt på, at børnene er meget sårbare.

Egmont Fonden og Novo Nordisk Fonden har bevilget henholdsvis 6.225.391 kroner og 6.000.000 kroner til projektet, der løber over fire år.

Læs mere her