Skoleledere forstår forældres bekymring for store klasser

Forældre oplever, at folkeskolens største problem er for mange elever i klasserne, skriver Politiken Skoleliv i dag med henvisning til en undersøgelse udført for Skolelederforeningen af A&B Analyse.

I undersøgelsen er 1.158 forældre med børn i skolealderen spurgt, hvor de oplever folkeskolens styrker og svagheder. Mere end halvdelen af forældrene oplever, at folkeskolen er udfordret på antallet af elever i klassen.

Claus Hjortdal, Skolelederforeningens formand, forstår forældrenes bekymring.

Ifølge en analyse, som blev foretaget for Danmarks Lærerforening i november sidste år, er den gennemsnitlige klassekvotient i folkeskolen steget hvert år fra 2009 til 2016.

Claus Hjortdal siger, med henvisning til kommunernes stramme økonomi, til Politiken Skoleliv:

"Det er nogle umulige rammebetingelser, vi ikke kan gøre ret meget ved."

Claus Hjortdal oplever, at mange kommuner løser regnestykket ved at slå skoler sammen og lave større klassekvotienter.

"Vi ved, at mange forældre finder en skole med 1.500 elever for stor og uvedkommende. Og når der så oven i købet er 26-28 i klasserne, så er der mange, der søger væk."

Folkeskolen skaber socialt netværk for børnene

Skolelederforeningens undersøgelse viser på den anden side, at forældre stadig opfatter skolen som et vigtigt nationalt og lokalt samlingspunkt. Forældrene oplever, at folkeskolen gør det godt, når det kommer til at skabe et socialt netværk for børnene - at skabe sammenhængskraft lokalt og binde lokalsamfundet sammen.

Se undersøgelsen

Kilde: Politiken Skoleliv