Skolernes Skakdag med deltagerrekord

Der er lagt op til deltagerrekord, når 39.742 elever fordelt på 266 skoler i morgen kaster sig ud i et spil skak på Skolernes Skakdag. Omkring 15 procent af de skoler, Skolelederforeningens medlemmer arbejder på, deltager, oplyser Dansk Skoleskak.

Under mottoet ’Det skal være sjovt at blive klogere!’ skifter rigtig mange skoleelever i morgen bøger og Pokémon ud med skakbrikker.

”Skoleskak er nu et læringstilbud på hver 3. skole, da skak i skolen giver ro på stolen. Det glæder mig, at så mange elever jagter gode skaktræk i stedet for monstre, og i hvert fald for en dag sætter Pokémon skakmat,” siger generalsekretær i Dansk Skoleskak Mads Jacobsen.

Skoler i Hirtshals skoledistrikt er også med på dagen. Til Dansk Skoleskak og Nordjyske.dk siger Rasmus Vørs Carlsen, distriktsskoleleder i Hirtshals skoledistrikt:

”Vi deltager i skoleskak og Skolernes Skakdag, fordi vi kan se en positiv effekt på elevernes matematikkundskaber og trivsel. Tilbagemeldingerne fra de lærere, der arbejder med skoleskak ude i klasseværelserne har været vældig positive.”

Skolernes Skakdag, som afholdes for 7. gang, foregår på de lokale skoler og organiseres af skolens lærere, pædagoger og ældste elever.

Læs mere: www.skoleskak.dk og www.skolernesskakdag.dk