Årsmøde: Digilands lyse og mørke sider

Jacob Bøtter, ekstern lektor på IT-Universitetet, KU, iværksætter og digitalrebel gav et indlæg om ”Fuck it, ship it” med vinklen på digitalisering, børn og unge, skole og ledelse. Nikolaj Sonne afsluttede årsmødet med et oplæg om "Teknologistorm med udsigt til storm".

Fredag eftermiddag i Odense og afslutningen af årsmødet 2018 nærmede sig. Jacob Bøtter, ekstern lektor på IT-Universitetet, KU, iværksætter og forfatter til bl.a. bogen ”Fuck it, ship it” gav et indlæg med samme titel og ud af sporet på årsmødet: Ny teknologi, digitalisering, børn og unge, skole og ledelse.

Indgangen her var positiv: ”Internettet er din ven, de mange elektroniske platforme er kilder til inspiration og på mange måder fri for dagligdagens procedurer og hierarkier. De giver også adgang til leg og læring, kreativitet, har I fx prøvet fotoshop-tennis?”, spurgte den digitalt indfødte Bøtter, der som endnu yngre spillede det med sin bedste ven, der for resten bor i Australien.

Newtec firmaer ligger højt på markedet, måske for højt, men de er der. Og det er business, der gør gavn. Som fortsætter med 3D-printere, VR-faciliteter til underholdning, men også uddannelse og læring. Robotterne er på vej ind, intelligente, talende og mobile. Internet of Things, der kan styre alt.
Fokusér ikke på begrænsningerne, skub til jeres nysgerrighed, brug mulighederne..., lød opfordringen

Journalist, DR-vært Nikolaj Sonne sluttede årsmødet med en anden holdning til de sidste 20 års - og den kommende tids - galopperende IT-udvikling, der nok er imponerende, men også … er decideret gak! Som mennesker bliver vi reduceret til statister i vores egne liv.

”Dataindsamling er muligt nu i et nærmest uendeligt omfang. Folks fysiske og psykiske tilstand kan måles og sammenlignes – puls, fart etc. ved vi, men de første devices til at måle tanker er udviklet. Så du – vi – sætter spor på alle planer. Som andre opfanger. Af merkantile interesser eller med ønske om statslig kontrol og styring. Og det er ved at blive gak”, advarede Sonne.

Han gav mange absurde og dermed morsomme, men også skræmmende eksempler. Og han slap en drone løs over forsamlingen, der hurtigt leverede data, billeder og overblik til skærmen. Muntert, men vi ved jo også, at de bruges i krig. Bag det hele ligger der også obskure interesser.

Slut på årsmødet denne gang for omkring 1.800 levende skoleledere. 

PS: Næste årsmøde 2019 finder sted den 31. oktober og 1. november 2019 i Bella Center i København