10 millioner til OrkesterMester

Endnu flere elever får nu mulighed for at blive mestre i orkesterspil. Kulturministerens musikhandlingsplan for 2019-22 afsætter et større beløb til OrkesterMester, som er et landsdækkende løft for skoleorkestre i Danmark.

Siden skolestart i år har 10 skoler tilbudt gratis instrumental- og orkesterundervisning til hele klasser. De 10 skoler er med i et stort projekt 'OrkesterMester', der strækker sig over en fireårig periode.

Musikhandlingsplanens 10 millioner, som er afsæt over de næste fire år, skal investeres i næste fase af OrkesterMester og kommer til at give yderligere 20-30 nye skoler med stryg og slag i.

”Det er jo en helt fantastisk julegave til børnene rundt omkring på folkeskolerne. Dejligt, at vi nu kan fortsætte med fase to og udbrede OrkesterMester til andre børn og skoler også,” siger Dorte Andreas, Skolelederforeningens næstformand.

Dorte Andreas er med i styregruppen, der er et partnerskab mellem musikskolernes organisationer, Skolelederforeningen og DR SymfoniOrkestret.

”OrkesterMester er en unik mulighed for, at flere børn får en chance for at spille i et orkester. Det øger børnenes selvtillid og giver sammenhold. Det er skønt, at vi kan fortsætte med at give flere af landets skoleelever mulighed for dette og opleve spilleglæde sammen med deres kammerater,” siger Dorte Andreas.

Musikskolernes organisationer, Danske Musik- og Kulturskoleledere og Dansk Musikskolesammenslutning modtager med stor glæde nyheden om prioriteringen af midler til OrkesterMester.

Det er et tiltag, der vil fremme arbejdet med at få musikundervisning af høj kvalitet bredt ud til mange flere børn landet over, vurderer Anja Reiff, formand for Danske Musik- og kulturskoleledere.

Hun mener også, at det vil give et tiltrængt løft til det tætte samarbejde mellem musikskoler og folkeskoler, som er under stadig udvikling landet over.

”Først og fremmest vil det give endnu flere børn mulighed for at opleve suset ved at spille sammen i et stort orkester, hvor alle skal bidrage med en vigtig musikalsk brik til den samlede orkesterklang”, siger Anja Reiff.

OrkesterMesters fire kodeord er skolestolthed, spilleglæde, selvtillid og sammenhold, og projektet sigter på at opbygge og forankre nye skoleorkestre på skoler, der ikke i forvejen har orkester.

Første fase af OrkesterMester gik i gang i dette skoleår på ni skoler fordelt over hele landet med støtte fra Nordea-Fonden.

Den 13. juni 2019 samles 1.000 orkestermesterbørn fra hele landet i DR Koncerthuset til den første OrkesterMester Fest. Her spiller alle børnene sammen med DR SymfoniOrkestret i koncertsalen, og de små musikere møder de store musikere til mindre workshops i løbet af dagen.

Læs pressemeddelelse

Foto: Colourbox.dk