Flere undervisningstimer og kompetenceløft giver flere vikarer i skolen

Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal er enig med undervisningsminister Merete Riisager i, at landets skoler i videst muligt omfang bør benytte uddannede lærere fremfor uuddannede vikarer. Det er dog en utrolig stor udfordring for skolerne, hvordan det kan lade sig gøre, mener Claus Hjortdal.

Merete Riisager vil, ifølge Jyllands-Posten, have nedbragt et stigende brug af uuddannede vikarer i folkeskolen.

Ifølge avisen vil undervisningsministeren have skrevet ind i statens økonomiaftale med kommunerne, at de skal nedbringe det stigende brug af vikarer. Hun ønsker dog ikke at lægge sig fast på, hvor meget det skal nedbringes, før der er lavet en registrering af forbruget.

På skolerne vil man også helst anvende uddannede lærere, med det er svært for skolerne at finde alternativer til vikardækningen, mener Claus Hjortdal:

”Der er en lang række faktorer, der er udløsende for øget brug af vikarer. Flere undervisningstimer og det, at mange lærere som en del af reformen deltager i efteruddannelse, har gjort det nødvendigt med flere vikartimer. Derudover kan det også mærkes på skolernes vikardækning, at lærernes sjette ferieuge nu kan afholdes, mens eleverne er i skolen,” siger Claus Hjortdal.

Kilde: Jyllands-Posten

Foto: colourbox.dk