Nyt forskningscenter for offentlig ledelse

Til maj får Aarhus Universitet et nyt forskningscenter for offentlig ledelse, som opkaldes efter Kronprins Frederik.

I forbindelse med Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag åbner Aarhus BSS ved Aarhus Universitet et nyt forskningscenter for offentlig ledelse, som opkaldes efter Kronprinsen.

Til maj åbnes 'Crown Prince Frederik Center for Public Leadership' på Aarhus BSS. Centret skal levere forskningsbaseret viden om offentlig ledelse og forankres på Institut for Statskundskab, hvor Kronprins Frederik i 1995 blev cand.scient.pol fra selvsamme institut.

Instituttet på Aarhus BSS har i forvejen et af verdens stærkeste forskningsmiljøer i offentlig ledelse, og Kronprinsen vil fremover selv bidrage til at sikre denne internationale position som medlem af centrets Governance Commitee.

'Crown Prince Frederik Center for Public Leadership' bliver et tværfagligt forskningscenter på Aarhus Universitet. Derudover deltager topforskere fra en række førende danske institutioner og udenlandske universiteter heriblandt Harvard University i USA, hvor Kronprinsen også læste statskundskab i 1992-1993. 

Forskningen skal udbredes
Afgørende for 'Crown Prince Frederik Center for Public Leadership' er, at forskningen kommer ud at arbejde i de offentlige institutioner. Det skal blandt andet sikres gennem en årlig konference, gennem løbende formidling af resultater og gennem et tæt samarbejde med både kommunale, regionale og statslige organisationer samt med lederorganisationer og faglige organisationer.

”Offentlig ledelse er kendetegnet ved nogle særlige spilleregler, hvor lederne ikke er drevet af at skulle skabe profit, men hvor de er frontfigurer i forhold til at skabe den bedst mulige offentlige service til borgerne, og hvor de skal agere i en politisk ledet organisation. Det er vores mål at styrke udviklingen af lederne og ledelse i den offentlige sektor og dermed bidrage til, at lederne skaber bedre resultater i de offentlige institutioner. Det gør vi ved at sikre, at den nyeste forskning kommer ud på de offentlige arbejdspladser og bliver anvendt,” siger Lotte Bøgh Andersen, professor og centerleder for Crown Prince Frederik Center for Public Leadership .

Åbningen af Crown Prince Frederik Center for Public Leadership sker den 23. maj.

Foto: Lars Kruse / AU Kommunikation