OK'18: Lærerne melder om reelle forhandlinger

Lærernes Centralorganisation oplyser, at der nu er reelle forhandlinger med Kommunernes Landsforening om lærernes arbejdstid.

 

I en pressemeddelelse skriver Forhandlingsfællesskabet, at der nu indledes forhandlinger med substans mellem lærerne og KL.

Dermed er der nu grønt lys for, at resten af de offentlige ansattes fagforeninger kan begynde forhandlinger. Den såkaldte musketer-ed betød, at alle offentligt ansattes fagforbund ikke ville indlede forhandlinger på egne områder, før der var tale om reelle forhandlinger på lærerområdet.

Skolelederforeningen har tidligere meldt ud, at foreningen håber, at der opnås en aftale, og at vilkårene for at arbejde i skolen er et overenskomst- og ikke et lovspørgsmål, og at ingen har brug for en ny konflikt.

I Skolelederforeningen er vi i overenskomstforhandlingerne koncentreret om vores egen overenskomst. I forhandlingerne er det ledernes vilkår, der er på dagsordenen. Skolelederforeningens fokus er i overordnede vendinger centrale lønforbedringer, fornøden ledelseskraft, bedre afskedsbeskyttelse, bedre vilkår i forbindelse med efter- og videreuddannelse m.m.

Læs pressemeddelelsen fra Forhandlingsfællesskabet