OrkesterMester: 10 danske kommuner får skoler med blæsere, strygere og slagtøj

1.000 elever på 10 skoler fordelt over hele landet bliver mestre i orkesterspil med start fra skoleåret 2018-19. Det sker som led i en ambitiøs plan med titlen 'OrkesterMester', som er støttet af Nordea-fonden.

Efter sommerferien kan 10 skoler give gratis instrumental- og orkesterundervisning for hele klasser. De 10 skoler er udvalgt til at deltage i et stort projekt 'OrkesterMester', der strækker sig over en fireårig periode. Det betyder, at elever vil få tilbudt gratis instrumental- og orkesterundervisning i skoletiden.

Næstformand i Skolelederforeningen Dorte Andreas er med i styregruppen, der er et partnerskab mellem Danske Musik- og Kulturskoleledere og Skolelederforeningen, DR Symfoni Orkestret samt Dansk Musikskolesammenslutning.

Dorte Andreas vurderer, at OrkesterMester i den grad vil komme eleverne og skolerne til gavn og glæde.

”Musik har stor betydning for elevernes læring i skolen og i livet. Det er en fantastisk god nyhed, at vi nu kan komme i gang. Det er virkelig dejligt”, siger Dorte Andreas.

Spilleglæde, selvtillid, sammenhold og stolthed
Kodeordene for OrkesterMester er spilleglæde, selvtillid, sammenhold og skolestolthed, og i Orkestermester bliver musikken en mulighed for alle børn.

De ti frontløberpar af skole og musikskole/kulturskole er valgt på baggrund af ansøgninger fra 16 kommuner. Skole, musikskole og kommune har forpligtet sig til at give instrumental- og orkesterundervisning for hele klasser i et flerårigt forløb. Instrumenterne er strygere, træblæsere, messingblæsere og melodisk slagtøj.  

De enkelte kommuner har lagt en betydelig egeninvestering i lærerlønninger over en årrække for at komme i betragtning til OrkesterMester. Det vækker begejstring hos musik-og kulturskolernes landsorganisation, at der i forvaltningerne og i byrådene er blik for, at man får noget for pengene, når man investerer i aktiv musikudøvelse.

”Vi kan se i ansøgningerne, at man i kommunerne tænker OrkesterMester ind i kommunens politik. At projektet betragtes som et væsentligt bidrag til for eksempel bosætningspolitik og som noget, der puster til udviklingsstrategier for børne- og ungeområdet. Det er meget glædeligt, at der er et klart  blik for den merværdi, man også får i dette projekt,” siger Anja Reiff, formand for landsorganisationen Danske Musik- og Kulturskoleledere, DMKL.

Støttet med 3,4 millioner fra Nordea-Fonden
Projekt OrkesterMester får 3,4 mio. kroner fra Nordea-fonden. Pengene fra Nordea-fonden går til instrumentkøb, men også til kurser for underviserne og til transport. De små orkestermestre i skoleorkestrene skal nemlig jævnligt møde de store orkestermestre i landets professionelle orkestre og ensembler. En del af projektet er OrkesterMesterFester for alle 1.000 børn sammen med DR Symfoniorkestret i DR Koncerthuset.

"Følelsen af at kunne få lyd ud af et instrument giver grobund for at tro på egne evner. Det giver også en helt unik mulighed for at blive en del af det stærke fællesskab i et orkester. Du er afhængig af de andre, og de er afhængige af dig. Orkestermester kan blive en nøgle til at øge børns empati og evne til samarbejde. Vi håber samtidig, at Orkestermester med eksemplets magt kan inspirere til tættere samarbejder mellem folke- og musikskoler i hele landet", siger direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen.

OrkesterMester er udviklet af Danske Musik- og Kulturskoleledere i partnerskab med Skolelederforeningen, DR SymfoniOrkestret og Dansk Musikskolesammenslutning. Landets øvrige symfoniorkestre bakker også op om OrkesterMester, ligesom amatørorkestrenes landsforeninger, Børne- og Kulturchefforeningen og Music in the Brain på Aarhus Universitet gør det.

Læs hele pressemeddelsen om de 10 valgte skoler 
Læs mere om OrkesterMester

 

De 10 første OrkesterMester-skoler er:

  • Brønderslev Kommune:
    Skolegades Skole i samarbejde med Brønderslev Kulturskole

  • Morsø Kommune:
    M. C. Holms Skole i samarbejde med Morsø Musikskole

  • Ringkøbing-Skjern Kommune:
    Ringkøbing Skole i samarbejde med Musikskolen Ringkøbing-Skjern

  • Skive Kommune:
    Ådalskolen i samarbejde med Skive Musikskole

  • Silkeborg Kommune:
    Hvinningdal Skole i samarbejde med Den Kreative Skole

  • Faaborg-Midtfyn Kommune:
    Broskolen afd. Bøgehøj og afd. Rolfsted i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Musikskole

  • Vejen Kommune:
    Østerbyskolen i samarbejde med Vejen Musikskole

  • Næstved Kommune:
    Lille Næstved Skole, afd. Herlufholmsvej i samarbejde med Næstved Musikskole

  • Sorø Kommune:
    Sorø Borgerskole i samarbejde med Sorø Musiske Skole

  • Egedal Kommune
    Distriksskole Ølstykke i samarbejde med Egedal Musikskole

Foto: Colourbox.dk