Ekspertgruppen for ChatGPT og andre digitale hjælpemidler har afleveret deres anbefalinger om kunstig intelligens i skolers og institutioners prøver til børne- og undervisningsministeren.

Ekspertgruppen peger på i alt otte anbefalinger – blandt andet, at prøver, hvor det er muligt at snyde eller blive anklaget for at snyde, skal begrænses.

Det vækker bekymring hos Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen:

”Vi skal være meget opmærksomme på, at vi med prøver uden digitale hjælpemidler risikerer at tabe nogle elever, fx ordblinde. De kan på den måde få sværere ved at klare prøverne.”

Claus Hjortdal mener, at vi skal væk fra at tænke i ’snyd’:

”Hvis der kan snydes, må det skyldes, at prøverne er sammensat på en uhensigtsmæssig måde. Alt i alt har vi behov for prøveformer, der afspejler den daglige undervisning, som kan rumme alle elever, og der ikke kan snydes med. Det bør tænkes ind i det videre arbejde med at udvikle prøver”.

Claus Hjortdal peger samtidig på, at ekspertgruppens anbefalinger omkring skolernes undervisning vil være en meget stor opgave og særdeles omkostningsfuldt.

Anbefalingerne går på, at ledelsen på den enkelte institution bør sætte fokus på digitalisering, herunder kunstig intelligens som et redskab til læring samt, at ledelse og lærere bør indtænke digitale hjælpemidler i den daglige undervisning på tværs af fagene, så der skabes sammenhæng mellem undervisning og prøver.

”Opgavens omfang er enorm. Nye teknologier som kunstig intelligens udvikler sig i raketfart, og det kræver ekspertviden på skolerne, hvis vi skal leve op til anbefalingerne. Der vil betyde en meget stor investering i både tid og kompetenceudvikling. Nye teknologier berører allerede skolerne i så stor grad, at vi har det som tema på Skolelederforeningens årsmøde til efteråret,” siger Claus Hjortdal.

Illustration: Colourbox.dk

EKSPERTGRUPPENS ANBEFALINGER

Ekspertgruppens anbefalinger

Anbefaling 1: Prøverne skal gå på to ben – og kunne udprøve både med og uden digitale hjælpemidler

  • Antallet af prøver, hvor det er muligt at snyde eller blive anklaget for snyd, bør begrænses, så fokus bliver på læring.
  • Det samlede prøvebillede bør understøtte både udvikling af elevers viden og færdigheder samt udvikling af kompetencer til at anvende og tage stilling til digitale værktøjer selvstændigt.
  • Der bør tages udgangspunkt i rapportens syv generiske prøveformer, der kan fungere som en rettesnor i forbindelse med eventuelle ændringer af de eksisterende prøveformer.

Anbefaling 2: Løbende udvikling af prøver

  • Der bør kunne ske ændringer i prøveformer med kortere aftræk end tidligere, så prøverne løbende kan tilpasses omverdenen og ny teknologi.
  • Børne- og Undervisningsministeriet opfordres til at inddrage relevante aktører til løbende drøftelser af prøveformer, samt hvilken af de syv generiske prøveformer, der kan anvendes fra fag til fag.

Anbefaling 3: Brug af digital teknologi og kunstig intelligens som et strategisk indsatsområde

  • Ledelsen på den enkelte institution bør sætte fokus på digitalisering, herunder kunstig intelligens som et redskab til læring.
  • Kommunikationen og vejledningsindsatsen om digitale hjælpemidler ved prøverne bør prioriteres lokalt på institutionerne.

Anbefaling 4: Undervisningen skal danne grundlag for nye prøveformer

  • Ledelse og lærere bør indtænke digitale hjælpemidler i den daglige undervisning på tværs af fagene, så der skabes sammenhæng mellem undervisning og prøver.

Læs mere om ekspertgruppens anbefalinger (www.uvm.dk)