Claus Hjortdal og minister enige: Mindre styring og mere ledelse

’Ikke på min vagt! Folkeskolen - værd at kæmpe for’ er overskriften på Skolelederforeningens årsmøde 2019 i Bella Center Copenhagen torsdag den 31. oktober.

At skoleledere holder vagt om Folkeskolen og mener, den er værd at kæmpe for, viser riften om de 1850 stole i plenumsalen i Bella Center besat af skoleledere og særligt inviterede gæster heriblandt undervisningsministeren, formand for KL’s Børne- og undervisningsudvalg og Københavns overborgmester.

”Vores arbejde og daglige kamp for at forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre har ikke i lang tid været vigtigere,” sagde formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal fra talerstolen til en fyldt plenumsal og tilføjede:

”Da Bondo, Frank Jensen og jeg var unge og havde langt hår, havde vi et slogan, der hed: Handling gi’r forvandling. Det er det, vi skal lære de unge. Man KAN faktisk forvandle verden, men det kræver mod og handling. Og det skal vi også huske at undervise elever i! Og vi skal gøre det, for det MEGET store ”VI”s skyld.”

Herefter henvendte Claus Hjortdal sig til den relativt nye Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil forrest i salen og rettede en anerkendelse og tak for sidst, mens han hev en flere meter lang liste frem på scenen med 40 punkter til afbureaukratisering. Fornylig fik Skolelederforeningen lejlighed til at mødes med ministeren og aflevere den 5,5 meter lange ideliste til forbedringer af folkeskolen.

”Vores slogan ved folketingsvalget var: Mere frihed til alle folkeskoler og mindre styring! Vi fik en regering, der vil give mere frihed og mindre bureaukrati til lederne i det offentlige. Tak til Pernille for at tage godt imod vores ideer og råd til, hvor Skolelederforeningen mener, folkeskolen skal hen. Der har i alt for lang tid været alt for meget snak om alt det, man ikke vil. Det bliver skolen ikke bedre af. Oplevelsen har i alt for mange år været, at alt for få holdt af folkeskolen. Vi har brug for fælles retning og en større dialog om, hvad der virker,” slog Claus Hjortdal fast.

Grund til at være stolt
Herefter indtog undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) scenen. Ministeren lagde klogt ud med at charmere tilhørerne ved at kalde skolelederne det mest begavede folkefærd, der findes i Danmark. Den bemærkning udløste straks grin og klapsalver fra salen.

”På de besøg, jeg indtil nu har nået, byder man mig ind på nogle skoler, som jeg bliver stolt af som undervisningsminister og glad for som mor at sende sine børn hen. Det er jeres fortjeneste sammen med lærerne og pædagogerne. Jeg synes, der er grund til at være stolt,” sagde hun og tilføjede et stort ”men.”

”I regeringen har vi slået fast igen og igen, at Danmark skal være det bedste land at være barn i. Vi er nået rigtig langt, men der er også nogle ting, vi skal være bedre til. Blandt andet skal vi som politikere holde op med at opføre os som curlingforældre i forhold til folkeskolen, for vi er ved at kvæle skolen i kærlighed. Det er ret uhensigtsmæssigt, for det betyder jo faktisk, at man ikke har tillid til, at I kan finde ud af at drive folkeskole, og det giver hverken de stærkeste unge eller den stærkeste folkeskole. Derfor skal vi stoppet styringen og over til mere ledelse.”

Her afbrød salen ministerens tale med en stor applaus. Imens fandt Pernille Rosenkrantz-Theil Skolelederforeningens 40 punkts ideliste frem og foldede den ud.

”Vi har diskuteret bureaukrati og styringsmekanismer i mange år, men en af årsagerne til, at det aldrig lykkes at komme videre er, at de færreste gør det her. Den her liste er konkret og til at gå til. Jeg er ikke enig i alt, men lad mig komme med nogle eksempler på, hvor jeg tror, vi kan komme videre,” sagde ministeren og opremsede punkter som større lokalforandring, nedbryd silotænkning, elevplanerne skal forandres, ændring af de nationale tests og nyt setup for uddannelsesparathedsvurdering, hvor hun mener, det handler om bare at komme i gang med det politiske arbejde.

Som afslutning anerkendte og mindede Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal om, at mens kampen om folkeskolen foregår på de høje linjer, så står skolelederne med den helt centrale opgave og ansvar for at danne og uddanne eleverne, så de bliver så dygtige og kompetente som muligt.

”Indimellem kræver det næsten umenneskelig styrke og superkræfter. Så når I kommer hjem fra en lang arbejdsdag og er trætte, så se jer selv i spejlet og sig til jer selv: Jeg har gjort mit bedste og fik det bedste ud af de vilkår, jeg blev givet,” opfordrede Claus Hjortdal, hvorefter han tog jakken af og vendte ryggen til salen og afslørede, at han på sin skjorte havde logoet for årsmødet med en superman og superwoman. 

”Som skoleledere går vi ikke med stram trikot. Vi går med rygmærke,” sagde han og vendte sig igen mod salen til stor jubel og bifald.

Foto: Klaus Holsting