Danske elever har suveræne it-kompetencer – men pigerne tror ikke på en fremtid inden for it

Danske skolelever er dem, der klarer sig bedst i sammenligning med elever i en lang række lande, når det gælder computer- og informationskompetence. Det er et af resultaterne af en omfattende international undersøgelse, International Computer and Information Literacy Study (ICILS), gennemført i 12 lande i og uden for Europa af 8. klasseelevers it-kompetencer.

Undersøgelsen blev foretaget første gang i 2013 og igen i 2018 og byder både på opløftende og mere nedslående resultater, når det handler om danske elevers it-kompetencer og tilgang til it.

Noget, der næppe overrasker, er, at danske lærere i dag anvender it i langt større omfang end i 2013, og Danmark er uden sammenligning det land i undersøgelsen, der anvender it mest i undervisningen.

”Hvis man har ønsket en digitalisering af skolerne, så har man i meget høj grad fået det,” siger lederen af den danske del af undersøgelsen, professor Jeppe Bundsgaard, DPU.

Selv om de danske elever ligger i top med hensyn til teknologiforståelse, og pigerne klarede sig bedre i testen end drengene, så viser undersøgelsen også et mindre opmuntrende resultat. Danske pigers tillid til egne evner i forhold til tekniske aktiviteter og i forhold til f.eks. et fremtidigt job inden for it er langt lavere end drengenes. Og danske piger ligger endog lavest blandt alle de deltagende lande i undersøgelsen.

”Det er et alarmerende resultat,” siger Jeppe Bundsgaard. ”Vi går jo rundt og tror, vi har et ligestillet, progressivt samfund, og det her tyder på, at vi åbenbart opdrager vores piger og drenge meget forskelligt.”

ICILS-undersøgelsen er offentliggjort 5. november 2019.
Plenum bringer senere en længere artikel om undersøgelsen.

Læs mere om undersøgelsen

Foto: Colourbox.dk