I et fælles debatindlæg på www.altinget.dk slår Skole og Forældre, Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen i dag fast, at vi har høje ambitioner for folkeskolen, og at vi skal holde fast i ambitionerne - samt at økonomien skal flugte med ambitionerne.
Cecilie Harrits, næstformand i Skole og Forældre, Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, og Dorte Andreas, næstformand i Skolelederforeningen, skriver i debatindlægget:
"Folkeskolen skal, som formålsparagraffen siger, være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Derfor skal børnene i skolen kunne spejle sig i hinandens forskelligheder for derigennem at danne sig selv og hinanden. Og måske endda opdage, at de er mere ens end forskellige.
Børn lærer bedst i fællesskab. Det ved vi fra hverdagen i skolen, og det ved vi fra forskningen. Derfor er inkluderende fællesskaber vigtige. Hver dag arbejder vi i skolen målrettet og fokuseret på at skabe en skole, hvor faglighed, fællesskab og trivsel går hånd i hånd. Inklusion handler om etik og menneskesyn og om at skabe det bedst mulige udbytte af undervisningen.
Men kommunerne og dermed skolerne er trængte på økonomien. Det udhuler mulighederne for at lykkes med at skabe inkluderende fællesskaber for alle børn. Når det slår fejl, kan det ramme det enkelte barn og barnets familie hårdt.
Da regeringens ekspertgruppe i forbindelse med inklusionseftersynet kom med deres anbefalinger til det videre arbejde med inkluderende fællesskaber, pegede de på en række udfordringer. Blandt andet viste deres kortlægning, at skolens ledere og medarbejdere mange steder oplevede, at der manglede ressourcer til arbejdet med inklusion. Og den økonomiske udfordring er ikke blevet mindre."
Læs hele debatindlægget som pdf
Modelfoto: colourbox.dk