Nyt materiale om sikkerhed og privatliv på digitale tjenester

Medierådet for Børn og Unge udgiver sammen med Red Barnet og Center for Digital Pædagogik et informationsmateriale om digitale persondatarettigheder til unge i alderen 13-16 år og deres lærere.

Onlinematerialet "Persondata-hva'-for-noget?" skal gøre emner som persondataforordningen (GDPR), digitale rettigheder, dataansvarlighed og digital profilering relevante og vedkommende for unge. Samtidig opfordrer det til at reflektere over, hvad man giver sociale medier, apps og andre digitale tjenester lov til at indsamle og bruge ens personoplysninger til.

Via materialet, som er lavet i samarbejde med blandt andet en 9. klasse, sætter unge selv ord, lyd og billeder på deres digitale rettigheder. Det består af både tekst, film, podcast og brætspil.

Samtidig kan de unge og deres lærere via en værktøjskasse finde viden om de vigtigste rettigheder i persondataforordningen, og hvordan man kan sikre sine persondata på internettet, digitale tjenester og apps.

Materialet er primært henvendt til lærere og unge i alderen 13-16 år.

Læs mere