Skolelederforeningen og IT-Branchen har i fællesskab med Børn og Unge i Aarhus Kommune søsat et nyt pilotprojekt, der over nogle uger skal ruste 7. klasses elevernes teknologiforståelse og kreativitet via Internet of Things teknologi på tværs af Aarhus Kommune.
I sidste uge blev projektet skudt i gang på Mårslet Skole i Aarhus, hvor eleverne blandt andet har arbejdet med at realisere deres egne IoT-løsninger til "Den smarte kantine" og "Det smarte klasselokale". Det kom der blandt andet kloge skraldespande, klimamålere, fjernstyrede klasselåse og en lærerknap ud af.
IoT undervisningsforløbet består af en masse forskellige fokusområder, såsom målgruppeanalyse, research, kritisk tilgang til data, kildekritik etc. der hver især skal guide eleverne hen imod at lave deres endelige IoT løsning - og på Mårslet Skole er der blandt andet arbejdet med breakout boards og sensorer.
Ambitionen er at udbrede IoT undervisningen til flere kommuner og klasser allerede i 2019 og derved styrke teknologiforståelsen og den innovative tilgang til problemløsning hos elever på 7. klasses trin landet over.
”Vi er både glade for og stolte over at IoT i Folkeskolen er kommet godt fra start i Aarhus. Men vi har højere ambitioner. Vi vil gerne have udbredt indsatsen til endnu flere elever. Vores ambition er, at vi får en spredning ud til rigtig mange elever landet over via dygtige lærere og ledere, der sammen med os, vil være med til at skabe indhold og udvikling,” siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, og idémand bag pilotprojektet.
IoT i folkeskolen
- IoT i folkeskolen er resultatet af et samarbejde mellem Skolelederforeningen, IT-Branchen, Børn og Unge i Aarhus Kommune, De32, Hippomini, CFU København, SAP og MS Kommunikation.
Hvad er IoT: - Internettet er ikke længere noget, som vi mennesker udelukkende bruger til at kommunikere og dele data via. Det gør mange af vores hverdagsapparater også.
- IoT (Internet Of Things) er resultatet af enheder, der er udstyret med sensor(er), indsamler information. Informationen bliver herefter omsat til viden ved hjælp af analyseværktøjer. ”Intelligentliggørelsen” af vores daglige hjælpemidler er i en udvikling, som ikke lader sig stoppe.
- IoT ser ud til at kunne innovere blandt andet vores sundhedsvæsen, trafik, infrastruktur, industri, kommunikation og generelle hverdag.
Om IoT undervisninsforløbene: - Undervisningsforløbene er udviklet i et samarbejde mellem De32 og Hippomini og med støtte fra CFU.
Hvad er ”De32”?: - De32 fungerer i praksis som en særligt taskforce af undervisere, der understøtter digitale læreprocesser via praksisnær kompetenceudvikling (PKU) af det pædagogiske personale.
Foto: Aarhus Kommune