Skoleledere så på skak, stole, stress og en stor lastbil

I pauserne på Årsmøde 2019 var der fuld fart på netværk og nysgerrige spørgsmål til de mange nye tilbud og produkter fra leverandører af møbler, legepladsudstyr, vikarsystemer og skolefotos i årsmødets ca. 2000 kvadratmeter store udstilling.

”Kan tårnet slå alle fire bønder, før en af dem når baglinjen på skakbrættet?”

Spørgsmålet lyder på Dansk Skoleskaks stand i årsmødets over 2000 kvadratmeter store udstillingen i Bella Center Copenhagen. Udfordringen er en af omkring 100 minigames, som skoler med hjælp fra Dansk Skoleskak kan give elever for at pirke til nysgerrighed, samarbejde og strategisk tænkning. Og interessen fra de forbipasserende skoleledere er tilsyneladende stor, da flere stopper og tager udfordringen op.

I den modsatte ende af udstillingshallen med mere end 100 forskellige firmaer, som viser det nyeste nye inden for møbler, legeredskaber, undervisningsmaterialer og digitale ledelsesværktøjer fylder en gigantisk rød lastbil.

Bilen er den første af flere kommende mobile laboratorier fra det nye almennyttige læringsinitiativ LIFE, som med støtte fra Novo Nordisk Fonden skal fremme naturfaglige kompetencer hos børn og unge. Nysgerrigheden var stor fra skolelederne, som i pauserne fyldte det mobile lastbillaboratorium i dobbelt bredde ud, mens direktør Christine Antorini forklarer om de gratis læringspakker til skolerne og muligheden for også at få vederlagsfrie besøg af laboratorielastbilen.

Midt i udstillingsområdet holder møbelfirmaet Holmris til med årets nyhed – en elevstol produceret af genbrugsplast, og som udløser, at der plantes et træ for hvert solgt eksemplar.

Men den største interesse på standen er nu for den runde iglo betrukket med grønt uldstof, som skærmer af for larmen fra messehallen.

Uro, stress, psykisk arbejdsmiljø og samarbejde har ifølge Arbejdsmiljøsekretariatet skoleledernes interesse. I hvert fald er der rift om de skriftlige materialer, der handler om at forebygge stress i fællesskab og trivsel i lederrollen. Pjecen ’Når team trives’ er blevet revet væk og fuldstændig udsolgt under årsmødet, mens en ny udgivelse om psykisk arbejdsmiljø i forbindelse med digitalisering har fået stor opmærksomhed.

"Jeg ser efter møbler og skolefoto"

”Forældrene på min skole er begyndt at spørge efter skolefotos, så jeg har lovet vores sekretær at se efter noget, vi kan bruge. Med kun 45 elever på vores skole kan det være svært at få nogen til at komme og tage billeder. Men først og fremmest kigger jeg efter møbler, som kan lave afskærmede områder, fordi det er vigtigt med ro for vores elever.”

Marianne Jensen, Fredensborg Kommune, Leder af Møllevejens skole, en nystartet behandlingsskole med 45 elever

"Fedt at se alt på en gang"

”Jeg kigger på nye skolemøbler, og det er fedt at kunne se det hele her på en gang i stedet for at skulle kontakte 700 forskellige leverandører – og så at opleve den store mangfoldighed af, hvad der findes. Det er fedt, at produkterne er stillet op og har priser på, for nogle gange kan man godt blive blæst bagover af, hvad tingene koster. Og så synes jeg, det er dejligt, at dem, som har standene, er blevet mindre aggressive og mere villige til at få kontaktoplysninger og tage kontakt efterfølgende til de rette hjemme på skolen i stedet for os, som de står overfor her på udstillingen.”

Helene Rytter, viceskoleleder Thyholm Skole