Ultra:bit - Flere børn skal lære at kode

Med en millionbevilling fra Industriens Fond kan op mod 100.000 børn i 4., 5. og 6. klasse deltage i læringsprojektet ultra:bit om kodning, teknologi og digital dannelse, skriver DR i en pressemeddelelse.

I efteråret fik 4. klasses eleverne mulighed for at lære at kode med projekt ultra:bit, som handler om kodning, teknologi og digital dannelse.

Nu kan landets skoler tilmelde hele mellemtrinnet og dermed modtage ultra:bit-klassesæt med BBC micro:bits, som skolerne kan beholde og anvende til undervisning, skriver DR i en pressemeddelelse.

En ny bevilling på 12, 6 mio. kroner fra Industriens Fond giver op mod 100.000 børn i 4., 5. og 6. klasse mulighed for at være med i projektet.

Ultra:bit er udviklet af DR sammen med store dele af undervisningsverdenen og i tæt partnerskab med Centre for Undervisningsmidler (CFU). Projektet er støttet af Industriens Fond.

Den 3-årige indsats består af børneprogrammer på DR Ultra, undervisningsmaterialer på DR Skole samt en række læringstilbud.

CFU tilbyder undervisere på mellemtrinnet kompetenceudvikling, og op mod 10.000 børn får tilbud om at deltage i KreaKodeCamps, ligesom landets biblioteker og en hel række samarbejdspartnere laver arrangementer om digital dannelse.

Også Grønland og Færøerne deltager i ultra:bit fra 2019.

Ultra:bit har til formål at inspirere børn til at udvikle digitale færdigheder gennem leg og undervisning, så de går fra at være storforbrugere af teknologi til også at være skabere med teknologi.

Siden lanceringen efter sommerferien i 2018 er 1450 skoler tilmeldt ultra:bit, og 60.000 børn i 4. klasse har allerede arbejdet med mikrocomputerne, som er på størrelse med en tændstikæske.

Kilde: DR

Læs mere om ultra:bit og tilmelding her