Oplæggene efter frokosten på årsmødet bød først på et fokus på dialogen med forvaltningen, som kan styrke kvalitet og dømmekraft i ledelsen af skolen. Men også det modsatte - skabe præstationspres, overload af kompleksitet og rituelle forsvarsspil.
Klaus Majgaard, rådgiver i offentlig styring og ledelse, tidligere direktør på børne- og ungeområdet, tog udgangspunkt i et slags absolut nulpunkt, nemlig at den nyeste forskning peger på, at den kommunale målstyring er øget siden skolereformen, men der er ingen påviselig sammenhæng mellem målstyring og elevernes faglige resultater og trivsel (VIVE 2019).
Til gengæld mener forskerne, at skolelederens autonomi gør målstyring mere gavnlig. Det gode møde, den gode dialog mellem skoleleder og forvaltning i en god balance mellem skub & træk giver rum for ledelse. Og ikke for det Majgaard kaldte et forarmet rum fyldt med kontrol og trusler. Hvordan når vi frem til det og undgår dekobling?
Majgaard talte om respekt, anerkendelse og at finde stoltheden frem. Ledelse – på alle planer – virker ved at skabe præmisser for, at andre kan udøve selvstændig dømmekraft. Kræv det samme af andre, som du kræver af dig selv. Styr ikke, styr dig og invitér til dialog.
”Jeg hedder Søren Pind – og jeg ved, hvad smerte er”… med de mystiske ord, indledte fhv. forsvars- og justitsminister, nu arbejdende bestyrelsesformand i en privat virksomhed sit indlæg, der ellers bar overskriften ”Økonomisme og dannelse”…
Lidt nærmere beskrevet handlede det om at vokse op i en tid i 60’erne og 70’erne præget af en vis angst – ja for atomkrig mm., men også fordi der skete et sammenbrud, hvor det for Pind noget af det værste skete: Tab af autoritet, hvor fx skoleledere ikke havde meget at skulle have sagt. Aller mest blev der sagt noget i retning af: Hvad synes du selv… eller det må du selv om…
Så er vi fremme ved smerten. Innovationen af den offentlige sektor blev digitaliseret og mere målstyret. En og på alle måder kedelig, kontrolagtig udvikling, hvor processer skulle måles og vejes, hvilket kostede på arbejdsglæden. Men som måske først og fremmest skyldtes, at: Vi kan ikke li’ autoriteter. Vi har ikke længere tillid til, at nogle med årelang erfaring og viden ved mere end andre.
Indskrænkelsen af det menneskelige råderum må tilskrives det politiske spektrum både til venstre og højre. Bedre bliver det ikke af, at maskiner i stigende grad erstatter menneskelig arbejdskraft, pegede Søren Pind på. Det er dehumaniserende og smertefuldt. Derfor må vi finde kraften i det enkelte menneske igen – og der går skolen og skolelederne naturligt forrest.
Foto: Klaus Holsting