Claus Hjortdal: Skolelederne i Nordjylland står overfor en stor opgave

Fra på mandag indføres en række restriktioner for grundskolerne i syv nordjyske kommuner. Det betyder blandt andet, at 5.-8. klasse skal fjernundervises hjemmefra. Claus Hjortdal, Skolelederforeningens formand, mener, at skolerne er godt rustet til opgaven. Han opfordrer kommunerne til at yde skolelederne ekstra støtte.

"Det bliver en stor opgave for skolelederne i Nordjylland, som allerede fra på mandag skal leve op til de nye restriktioner. Jeg håber, at de syv nordjyske kommuner vil hjælpe skolelederne så godt som muligt igennem den helt særlige situation den kommende måned,” siger Claus Hjortdal, Skolelederforeningens formand.

Claus Hjortdal mener, at skolerne trods de svære vilkår er godt rustet til opgaven, og at skolerne må læne sig op af beredskabet fra foråret.

Skoleledernes formand udtaler sig efter, at statsminister Mette Frederiksen har præsenteret en række restriktioner for syv nordjyske kommuner.

De nye restriktioner i Nordjylland skyldes, at Statens Serum Institut har fundet en mutation af Covid-19 blandt danske mink og 12 smittede personer, og at man vil forhindre, at en ny global pandemi kan begynde i Danmark.

På grundskoleområdet betyder restriktionerne blandt andet, at en del elever skal undervises hjemmefra fra på mandag og fire uger frem.

Mette Frederiksen sagde:

"Alle jer der går i 5.-8. klasse, I skal desværre hjem og modtage fjernundervisning. De andre børn, kan godt have et fysisk fremmøde, men det bliver sådan, at kravet om 1 meters afstand, det skal overholdes på alle grundskoler.”

Det betyder, at 0.-4. klasse og 9. klasse fortsat kan møde på skolerne.

På et møde med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil umiddelbart forud for pressemødet her til aften blev blandt andre Claus Hjortdal orienteret om restriktionerne, som også betyder, at der ikke må undervises - eller være aktivitet - på tværs af klasser, der skal være særligt fokus på de udsatte elever, specialtilbud skal helst holdes åbne, der skal gerne om muligt undervises i små hold – desuden skal der på alle uddannelsesinstitutioner være skærpet opmærksomhed på ikke at møde op med symptomer på sygdom, håndhygiejne, rengøring, afstandskrav og mundbind i fællesarealer. Der bør på alle institutioner være særligt opsynspersonale.

Restriktionerne på skoleområdet træder i kraft fra på mandag den 9. november og fire uger frem.

De syv berørte kommer er Frederikshavn, Hjørring, Vesthimmerland, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Læsø.

Læs mere på Sundhedsministeriets hjemmeside

Læs mere på www.uvm.dk